Militære topchefer håber på amerikansk tilbagetrækning

Højtstående militærfolk spår, at USA kan trække tropper tilbage. - Arkivfoto: AP
Højtstående militærfolk spår, at USA kan trække tropper tilbage. - Arkivfoto: AP
Lyt til artiklen

Der sker nu så store fremskridt i Irak, at det amerikanske forsvarsministerium Pentagon planlægger at trække nogle af de amerikanske tropper hjem i begyndelsen af næste år. Det skriver New York Times i dag på baggrund af udtalelser fra topfolk i Pentagon og militæret. Troen på, at de amerikanske tropper kan reduceres skyldes, at det amerikanske militær i dag prioriterer det højere at uddanne irakiske tropper og politifolk end at være parate til offensive operationer - og det kræver færre folk. Ifølge New York Times er der allerede uddannet 152.000 irakere til militæret og politiet. Og selv om det er meget forskelligt, hvor godt og hvor meget de er uddannet, ser Pentagon det stadig som et skridt i den rigtige retning. Mindst en amerikaner dør hver dag En anden vigtig årsag til, at der er optimisme omkring muligheden for at reducere tropperne, er, at sikkerhedssituationen trods alt menes at være forbedret. Der er nu kun 30-40 angreb på allierede styrker om dagen, og det lyder måske af meget, men omkring valget i januar var der helt op mod 140 angreb hver dag. Det nuværende antal angreb svarer dog nogenlunde til niveauet for et år siden. Også antallet af amerikanske soldater, som omkommer i Irak, falder. I gennemsnit dør mindst en amerikaner i Irak hver dag. For eksempel mistede 36 soldater livet i marts måned, men det var det laveste månedlige dødstal siden februar 2004. Oprørsledere fanget eller dræbt Ifølge New York Times skyldes faldet delsvis, at volden i Irak i dag mere har til formål at dræbe irakiske civile og sikkerhedsstyrker og ikke amerikanske tropper. Dertil kommer at en del oprørsledere er blevet fanget eller dræbt, særligt indenfor de seneste måneder. Og selvom det er anslået, at der er et sted mellem 12.000-20.000 oprørere, så er det sværere for dem at mobilisere nye angreb, når deres ledere er fanget eller døde. Også civile irakere meddeles at være mere tilbøjelige til, trods oprørernes trusler, at give tips om for eksempel skjulte våben og bomber til sikkerhedsstyrkerne. Oprøret kan blusse op igen De militære kilder advarer dog om at lade optimismen tage overhånd. Sikkerhedssituationen i Irak er stadig meget ustabil, og uroen kan blusse op. For et år siden var der også planer om at reducere tropperne, men de blev droppet efter oprørene blussede op igen - og det kan ske igen, advarer flere militærfolk. Fra 17 til 13 brigader Det er endnu langt fra sikkert, hvor store reduktioner amerikanerne kan gøre i deres tropper, og General George W. Casey Jr, øverstbefalende i Irak afviser at komme med et bud. Ifølge New York Times siger unavngivne højtstående militære embedsmænd, at det kunne være fra de nuværende 17 til 13 brigader. Eller fra de nuværende 142.000 soldater til 105.000.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her