Vestlige frisurer koster frisører livet i Irak

Lyt til artiklen

At politikere, dommere og politifolk lever livet farligt i Irak er velkendt. Dagligt er der meldinger om morterangreb, selvmordsbomber og nedskydninger rettet mod det spirende irakiske embedsværk. Men at de lokale frisører i Bagdad er et mål for de irakiske oprørere er mere overraskende. De irakiske myndigheder mener, at op imod 12 barberer og frisører er blevet dræbt i Irak, heriblandt fem på én dag i slutningen af januar, skriver New York Times. Trusler og drab Ifølge avisen advarer bander af militante muslimer frisørerne mod at barbere mændenes skæg eller tilbyde vestlige frisurer. »En morgen for tre måneder siden, kom jeg til min forretning og fandt et brev sammen med en patron«, fortæller Ahmad. Brevet advarede imod barberinger og frisurer af fransk tilsnit. Samtidig slog brevskriveren fast, at Ahmad ville blive dræbt, hvis han ignorerede truslerne. 200 dollars for et drab Værre gik det for Sadiq Abdul Hussein. Få minutter før lukketid kom en maskeret mand ind i hans barbersalon og trak en pistol. Kort efter blev Sadiq Abdul ramt af et skud og efterladt dødeligt såret. Han nåede at leve længe nok til at fortælle om overfaldet, inden han døde på hospitalet. Det er usikkert, om gerningsmanden nogensinde bliver fanget. En lokal politimand fortæller, at mange af drabene bliver begået af professionelle lejemordere, som bliver betalt op i mod 200 dollar for et drab. »Politiet får 14 dollar om måneden. Det er nødvendigt med penge for at efterforske disse sager, og dem har vi ikke«, fortæller politimanden, der ønsker at være anonym. Taleban-lignende tilstande Drabene og truslerne mod frisørerne i Irak er ikke de første forsøg på at indføre Taleban-lignende tilstande. I oprørsbyen Fallujah styrede irakiske oprørere byen efter strenge religiøse forskrifter inden de amerikanske styrker stormede byen. Mænd uden skæg og kvinder, der vovede sig ud uden håret tildækket risikerede at blive straffet. I det sydlige Irak er der eksempler på, at spiritus-sælgere har fået nedbrændt deres butikker og i flere tilfælde blevet dræbt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her