Udenrigsminister Per Stig Møller (K) åbner en dør på klem for Kroatien ved at understrege, at det er en særlig situation, hvis den eftersøgte general Ante Gotovina befinder sig i den kroatiske del af Bosnien. »Hvis Kroatien kan bevise, at general Gotovina befinder sig i den kroatiske del af Bosnien, så har de jo også samarbejdet«, siger Per Stig Møller til Ritzau. EU har tidligere beskyldt Kroatien for at beskytte den 48-årige Gotovina, der er eftersøgt af Det Internationale Krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien, hvor han står anklaget for drab på mindst 150 etniske serbere under den sidste del af krigen i Kroatien. EU har sagt, at optagelsesforhandlingerne med Kroatien, som skulle begynde torsdag, vil blive udskudt, medmindre Gotovina overføres til den internationale krigsforbryderdomstol i Haag.
Danmark åbner dør på klem for Kroatien
Lyt til artiklen