Efter næsten et døgns forhandlinger stod det tirsdag klart, at EU's finansministre ikke kunne blive enige om en opblødning af euroreglerne. Den luxembourgske ministerpræsident, Jean-Claude Juncker, der ledede forhandlingerne hele natten og formiddagen, lægger ikke skjul på, at uenigheden er stor. Han er ikke længere sikker på, at den såkaldte vækst- og stabilitetspagt overhovedet bliver ændret. »Jeg har ikke tænkt mig at foreslå en reform af pagten, som vil forvandle den til et banalt instrument uden konsekvenser for budgetpolitikken«, sagde Jean-Claude Juncker. Stormøde 20. marts Han har nu indkaldt samtlige 25 finansministre til et skæbnesvangert møde søndag 20. marts. Her kan ministrene akkurat nå at få reformen på plads, inden stats- og regeringscheferne samles til topmøde et par dage senere. Finansministrene vil for alt i verden undgå, at det bliver deres regeringsledere, der i sidste ende skal diskutere reglerne, fordi udfaldet er mere usikkert i den storpolitiske arena. Landene er på nuværende tidspunkt dybt uenige om, hvilke faktorer der skal regnes med, når man vurderer, om de overholder reglen om et maksimalt offentligt underskud på 3 procent af bruttonationalproduktet. Tysk pres for undtagelser Især Tyskland har presset på for at få lavet en liste med undtagelser, der kan retfærdiggøre landets gentagne brud på reglerne. For eksempel vil tyskerne gerne have rabat for deres store udgifter til genforeningen mellem Øst- og Vesttyskland. Men også et land som Frankrig vil med på listen. Over for ønsket om mere fleksibilitet forsøger lande som Østrig, Holland og Belgien at undgå, at euroreglerne udvandes. »Vi har nået grænsen nu. Hvis vi går videre, sætter vi ikke bare spørgsmålstegn ved pagten, men også ved stabiliteten af euroområdet og euroens troværdighed«, sagde den belgiske finansminister, Didier Reynders. Thor P.: Indenrigspolitik i diskussionen Den danske finansminister, Thor Pedersen (V), mener, at der er gået indenrigspolitik i diskussionen. »Man må ikke se bort fra, at der er en dagsorden i Frankrig og Tyskland«, siger han og hentyder til, at forbundskansler Schröder skal forsøge at vinde et delstatsvalg i maj. Thor Pedersen har tidligere advaret om, at en reform kan svække euroen og dermed kronen. Men han fastholder, at det, man er i gang med, er en »styrkelse af pagten«, fordi der også lægges op til, at landene skal spare op i gode tider«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Michael Jarlner
Debatindlæg af Trine Ring




























