Lederen af de tjetjenske oprøreres shariadomstol, Abdul-Khalim Sajdullajev, er udnævnt til efterfølger for oprørsleder Aslan Maskhadov, der blev dræbt tirsdag. Ifølge Moskva af russiske soldater. Udnævnelsen bekræftes ifølge separatisternes website Kavkazcenter af både den ekstremistiske oprørsleder, Sjamil Basajev, og af talsmanden i Vesten for den moderate Maskhadov, Akhmed Sakajev. De repræsenterer hver sin side i den bitre interne strid mellem oprørere, der følger Basajevs terrorstrategi, og dem, som har støttet Maskhadovs afstandtagen fra terror mod civile og ønske om fredsforhandlinger med Moskva. Fundamentalist Russiske nyhedsbureauer kalder Sajdullajev en »islamisk fundamentalist« og Basajevs allierede. Basajevs opfordring til sine krigere om at følge den nye leder ses som bekræftelse på dette. Andre iagttagere fremhæver, at Sajdullajev ikke er fundamentalist, men en rettroende muslim, der har støttet Maskhadov. Det er en opfattelse, Sakajev giver udtryk for. Slut med forhandlingerne Den tilsyneladende enhed mellem de to fløje om den nye leder kan skyldes, at de begge har valgt at respektere en aftale fra 2002, hvor shariadomstolens leder automatisk skulle efterfølge Maskhadov, hvis han blev sat ud af spillet. Basajev kalder det en permanent udnævnelse, mens Sajdullajev ifølge Sakajev skal fungere, indtil der bliver mulighed for nyvalg til præsidentposten. De radikale blandt de tjetjenske oprørere beskriver mordet på Maskhadov som afslutningen på enhver snak om, at der kan forhandles med russerne. Movladi Udugov, medlem af informationsrådet Majlis al-Shura, skriver til hjemmesiden Kavkazcenter: »Aslan Maskhadov var den eneste, som troede på, at der stadig er noget at tale om med Moskva. Nu er der ikke nogen af den slags i Tjetjenien«. Moderate svækket Flere russiske kommentatorer fremhæver, at Maskhadovs død betyder afgørende svækkelse af de moderate kræfter blandt oprørerne. Ivan Safrantjuk, leder af Center for Forsvarsinformation i Moskva og specialist i tjetjenske anliggender, siger til Politiken, at der nu er tale om intern vildrede blandt Maskhadovs repræsentanter i vestlige lande: »Akhmed Sakajev vil gøre klogest i at skabe en eksilregering. Bagdelen ved det er, at de dermed åbent vil erkende, at de ikke længere har en leder eller muligheder for indflydelse i selve Tjetjenien, men det kan delvist fylde et vakuum af legitimitet internationalt. Hvis de vælger blot at støtte en ny og langt mere radikal leder, vil intet adskille dem fra terroristerne«. Politiken har forgæves forsøgt at få Sakajevs kommentar. Arabiske sponsorer Til spørgsmål om magtkampen blandt oprørerne, som menes skærpet af mordet på Maskhadov, siger Ivan Safrantjuk: »De moderate har simpelthen ikke magt nok til at vinde den. Slaget står imellem Sjamil Basajev og hans støtte, Doku Umanov. Det afgørende er, om de har samme arabiske sponsorer, som i givet fald vil afgøre sagen. Hvis de har forskellige sponsorer, er det langtfra sikkert, at Basajev vinder. Umanov er mere aktiv internt i Tjetjenien, mens Basajev mere opererer for at nå målet om en islamisk stat i hele Nordkaukasus«. Umanov kalder ikke som Basajev krigen imod de russiske styrker en hellig krig, men ingen af de to er påvirket af samme moralske bånd til russerne som Maskhadov, der var sovjetisk karriereofficer og kunne tale med russerne. Nu slikker de sårene Om de moderates styrke siger Safrantjuk, at det »efter alt at dømme« kun var nogle få hundrede mand, som fulgte Maskhadovs ordrer. »Nogle af dem vil sikkert gå over til terroristerne, mens de moderate vil gå hjem og slikke sår. Vi vil nu se en radikalisering af oprørerne«, siger han. Mordet på Maskhadov viser, at Moskva har valgt »at udslette de moderate for at afslutte snakken om, hvorvidt der skulle forhandles«. Derefter må de russiske styrker formentlig selv tage sig af udslettelsen af terroristerne. »Maskhadov prøvede uden held at nedkæmpe de radikale. Moskva valgte at lade tjetjenske allierede tage sig af det, men også med ringe held«. Oprørernes forsvarsråd har beordret alle enheder »at fortsætte deres kampmissioner i overensstemmelse med den tidligere besluttede plan for en militær offensiv i foråret og sommeren«. Polsk kritik Rusland langede torsdag hårdt ud imod Polen efter en erklæring fra det polske udenrigsministerium, hvori mordet på Aslan Maskhadov fordømmes som »politisk stupiditet og en stor fejltagelse«, fordi Maskhadov tilstræbte en fredelig løsning på konflikten. Ifølge en erklæring fra Ruslands udenrigsministerium havde oprørslederen tusindvis af russeres liv på samvittigheden: »Hvis alt det kaldes Maskhadovs bestræbelser for en politisk løsning i Tjetjenien, er der tydeligvis tale om en forvrænget opfattelse af den slags og af kampen imod international terrorisme«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Pårørende til beboere på demensafdeling i Lyngby-Taarbæk




























