Konservative står til overraskende valgsejr i Slesvig-Holsten

SPD's ministerpræsident, Heide Simonis, afgiver sin stemme. - Foto: AP
SPD's ministerpræsident, Heide Simonis, afgiver sin stemme. - Foto: AP
Lyt til artiklen

De borgerlige partier i Slesvig-Holsten har ikke bare besejret den siddende socialdemokratisk-grønne regering, de har også vundet en imponerende sejr over opinionsundersøgelserne, der så sent som fredag dømte det konservative CDU og dets liberale alliancepartner FDP til et klart nederlag. Prognoserne søndag aften gav de to partier absolut flertal i landdagen i Kiel med 35 mandater mod oppositionens 34. Ingen dansk indflydelse Det betyder, at Sydslesvigsk Vælgerforening, SSW, ikke bliver tungen på vægtskålen. SSW gik en smule tilbage, og vil ifølge prognoserne få to mandater, der sammen med SPD's 28 og De Grønnes fire må tage til takke med oppositionsbænkene. Det højreradikale parti NPD klarede ikke spærregrænsen på fem procent. CDU fik mere end 40 procent af stemmerne og kan overtage regeringsmagten i koalition med det lille liberale parti FDP, der fik små syv procent. Det er en væsentlig sejr for CDU, der ved sidste valg fik 35,2 procent. Til gengæld gik FDP svagt tilbage, mens det andet lille parti, De Grønne gik frem fra 6,2 procent i 2000 til 6,3 nu. SSW gik tilbage fra 4,1 til 3,6 procent. Strålende glad Den kommende ministerpræsident Peter Harry Carstensen, CDU, strålede af glæde, da han på tv udbrød: »Vi har vundet. Vælgerne har kasseret den rød-grønne regering«. Socialdemokratiets formand Franz Münterfering erkendte nederlaget, selv om han glædede sig over, at SPD's nedtur i 2004 tilsyneladende er overvundet. De Grønnes landsleder Reinhard Bütikofer glædede sig over, at de borgerliges offensiv mod udenrigsminister Joschka Fischer ikke var slået igennem. Stor overraskelse Valget har stor betydning for den magtpolitiske balance i Tyskland. Slesvig-Holsten og den store delstat Nordrhein-Westfalen var de sidste to delstater, hvor socialdemokrater regerede sammen med De Grønne ligesom i forbundsregeringen i Bonn. CDU og FDP lægger stor vægt på, at den 'rød-grønne' magtkoalition nu er på tilbagetog, og man spår allerede, at det betyder et magtskifte i Berlin ved forbundsdagsvalget i 2006. Tesen vil blive prøvet ved delstatsvalget i Nordrhein-Westfalen 22. maj. »Det er et godt varsel«, sagde CDU's formand Angela Merkel i en kommentar. »Et medrivende varsel«, tilføjede hun. Resultatet er kommet bag på alle. Merkel glædede sig således over, at CDU's beslutsomhed i valgkampens slutspurt havde gjort alle opinionsundersøgelser til skamme. På den anden side viser resultatet, at det er lykkedes SPD og De Grønne at overvinde en alvorlig krise, som gav sig udslag i katastrofale meningsmålinger for blot et halvt år siden. Søndag aften var de to partier bare et mandat fra at have flertal sammen med SSW. Bortforklarer intet Anke Spoorendonk, SSW's spidskandidat, ville ikke skjule sin skuffelse over partiets tilbagegang. Nu bliver det sværere at komme igennem med partiets planer om en enhedsskole i Slesvig-Holsten og en mere aktiv arbejdsmarkedspolitik. Heide Simonis, Socialdemokratiets slagne ministerpræsident, forkyndte i tv, at hun havde meget sympati for den nordiske model, men nederlaget kunne ikke bortforklares.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her