Dagen efter at hundredtusinder libanesere deltog i Rafiq Hariris begravelse, krævede familien torsdag en international undersøgelse for at finde den eller de ansvarlige bag det bombeattentat, der mandag dræbte den tidligere ministerpræsident, syv af hans livvagter og yderligere syv tilfældige mennesker, da hans konvoj af pansrede biler kørte i Beiruts eksklusive hotelkvarter. »Vi opfordrer omgående det internationale samfund til at nedsætte en undersøgelseskommission, idet attentatet imod Rafiq Hariri er et terrorangreb vendt imod Libanons stabilitet og nationale enhed. Vi vil ikke spare på nogen midler for at finde dem, der udførte denne kriminelle handling, uanset hvem, der har sendt dem«, hed det i en udtalelse fra familien. Familien understregede desuden, at de betragter det store folkelige frembud ved begravelsen som en klar protest imod Libanons prosyriske regering. Mistillidserklæring Den engelsksprogede libanesiske avis Daily Star skrev, at »begravelsen meget vel kunne blive en katalysator for et folkekrav om den libanesiske regerings tilbagetræden« på samme måde, som man for nylig så en folkelig protest kræve nyvalg i Ukraine. »Begravelsen var en massiv, folkelig mistillidserklæring til regeringen«, skrev avisen. Ifølge sunnimuslimsk tradition modtog familien torsdag stadig kondolencebesøg i det femetagers luksuspalæ. Blandt dem, der kom for at vise familien respekt, var Libanons indenrigsminister Suliman Franjieh. Han var det første medlem af den libanesiske regering, som Hariri-familien og den øvrige libanesiske opposition har beskyldt for at have medansvar for attentatet, der kom på kondolencebesøg. Regeringen bedt om at holde sig væk Hariris familie havde direkte udbedt sig, at regeringen holdt sig væk fra kondolencen og begravelsen undtagen, hvis de ønskede at komme som privatpersoner. Franjieh blev modtaget af Hariris sønner og enke, men da han forlod palæet, afviste han ønsket om at lade det internationale samfund overtage efterforskningen af attentatet. Ansvar »Vi har sagt, at vi altid kan søge international ekspertise, men vi kan ikke stikke af fra vores ansvar og bringe fremmede stater hertil for at lede undersøgelsen«, sagde Franjieh, der som indenrigsminister er ansvarlig for efterforskningen. Familiens krav om en international undersøgelse og Franjiehs insisteren på, at regeringen kan klare det selv, skal ses på baggrund af det komplicerede forhold mellem Libanons antisyriske opposition, den prosyriske regering og Syriens regering, som oppositionen og familien beskylder for at stå bag attentatet. Og på baggrund af Libanons bitre historie af politiske mord og attentater, hvor de ansvarlige aldrig er blevet stillet til ansvar. Blandt en lang række blev også Franjiehs far, Tony Franjieh, der var leder af en af de kristne militser under borgerkrigen 1975-1990 myrdet sammen med sin kone i deres hjem i 1978. De ansvarlige, fra en rivaliserende kristen milits, er aldrig blevet dømt. Amerikansk pres »Der bør være en international undersøgelse«, sagde USA's udenrigsminister Condoleezza Rice i Washington og lagde dermed yderligere pres på Libanons regering og Syrien. Onsdag trak USA uden omsvøb efter at havde afleveret en voldsom protest imod attentatet på Hariri sin ambassadør hjem fra Damaskus. Også Frankrig og FN har direkte opfordret til en international undersøgelse. Rygter om drab Imens schweiziske eksperter er blevet indkaldt for blandt andet at hjælpe med dna-undersøgelser og med at identificere de ca. 360 kg sprængstof, der forårsagede den enorme eksplosion, cirkulerede der torsdag i Beirut en række modstridende teorier om, hvordan Rafiq Hariri var blevet dræbt. En arkitekt med kendskab til Beirut bys infrastruktur forsikrede således Politiken om, at der ikke havde været tale om et selvmordsattentat, således som indenrigsministeriet har antydet, men at sprængstoffet efter al sandsynlighed var blevet placeret i et kloakrør under gaden. I mellemtiden synes det videobånd, der kort efter attentatet blev vist på den arabisksprogede satellit tv-kanal Al-Jazeera, hvor en ukendt islamisk gruppe tog ansvaret for attentatet i protest imod Hariris nære forhold til Saudi-Arabien, at være et falsum.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Er der virkelig nogen, der render rundt og fodrer ulve med godbidder?
Debatindlæg af Pårørende til beboere på demensafdeling i Lyngby-Taarbæk




























