17 dræbt ved dobbeltangreb på moskeer i Bagdad

Amerikanske soldater patruljerer i Bagdad efter eksplosionen. - Foto: AP
Amerikanske soldater patruljerer i Bagdad efter eksplosionen. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Selvmordsbombemænd dræbte mindst 17 mennesker under angreb på to moskeer i den irakiske hovedstad, mens tusinder af shiamuslimer fejrede Ashura, som er en af deres vigtigste religiøse mærkedage. Ved det første angreb blandende en mand iført en sprængstoffyldt vest sig med mængden nær en moske i Doura-distriktet i det sydvestlige Bagdad og sprængte sig selv i luften. Eksplosionen dræbte 14 og sårede mindst 40. Zarqawi beskyldes Kort efter rystede en eksplosion en anden shiamuslimsk moske, denne gang i det vestlige Bagdad, sagde amerikansk militær og politikilder ifølge Ritzau. Politiet mente til at starte med, at eksplosionen skyldtes et morterangreb, men sagde senere, at to selvmordsbombemænd var på vej mod en menneskemængde uden for moskeen, da de blev opdaget og skudt af politiet. Men det lykkedes en af dem at sprænge sig selv i luften, hvorved tre mennesker blev dræbt og fem såret. Iraks nationale sikkerhedsrådgiver, Mowaffaq al-Rubaie sagde til tv-stationen CNN, at han var sikker på, at Abu Musab al-Zarqawi stod bag angrebene. Zarqawi er en militant jordaner, som menes at have forbindelser til al-Qaeda. Han har taget skylden for mange af de blodigste angreb i Irak, siden oprøret brød ud i kølvandet på den amerikanske invasion for at styrte Iraks diktator Saddam Hussein. Vigtig højtid Fredagens angreb fandt sted, mens tusinder af shiamuslimer marcherede gennem gaderne i forbindelse med Ashura og bragte mindelser om sidste år, hvor helligdagen druknede i blod. Dengang blev 170 mennesker dræbt i en række selvmordsattentater i Bagdad og Kerbala - shiamuslimernes hellige by, hvor profeten Mohammeds barnebarn imam Hussein ligger begravet, og hvor Ashura-ritualet, der er en mindehøjtidelighed for Husseins martyrium, er mest intenst. I år havde myndighederne forberedt sig på, at lignende angreb ville finde sted, men alligevel lykkedes det altså et par af selvmordsbomberne at få succes med deres dødbringende forehavende.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her