Da det irakiske folk sidste år blev spurgt i en stor meningsmåling, hvem af landets politikere og andre topfolk de havde tillid til, kom denne mand ind på en nydelig tredjeplads: Ibrahim al-Jaafari, leder af partiet Islamisk Daawa (Opråb). Og de eneste to personer, der overgik den 57-årige politiker, var storayatollah Ali al-Sistani og den rebelske unge shiapræst Muqtada al-Sadr - og ingen af dem stillede op til valget. Al-Jaafari kan altså med god ret kaldes Iraks populæreste politiker. Mod Saddam og kritisk overfor USA Al-Jaafaris popularitet bygger dels på hans position som leder for Islamisk Daawa, der er det ældste shiamuslimske parti i Irak og en af de tidligste oprørsgrupper mod Saddam Hussein. Dels på, at han flere gange i de seneste to år har markeret sig med kritik af USA. For eksempel var han imod, at amerikanske styrker sidste år prøvede at knuse Muqtada al-Sadrs oprør. Og i dag taler han for, at den unge al-Sadr - hvis onkel stiftede Daawa for næsten 30 år siden - måske kan blive medlem af en kommende regering. Flygtede under Saddam Al-Jaafari blev uddannet læge i den nordlige by Mosul og meldte sig ind i Daawa i 1966. I starten af 1980'erne flygtede han til Iran og senere til London. Efter krigen blev han den første formand for det midlertidige regeringsråd, og sidste år blev han valgt til vicepræsident i regeringen. Islamist og moderat Al-Jaafari er islamist, men anses for moderat. Han har talt for at gøre islam til den eneste lovkilde i Irak. Men samtidig har han talt mod at indføre strengt religiøst styre, blandt andet med hensyn til, at det ville være meningsløst at forbyde hans kone - der er uddannet kirurg - at køre bil. Han mener også, at den nye regering skal omfatte alle Iraks befolkningsgrupper, herunder sunnierne. Det er denne slags pragmatisme, der kan gøre ham til en spiselig kandidat for mange mindre partier i parlamentet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Jaime Nicolaisen




























