Det er en modedille, der har fået forældre til at måbe, teenagere til at juble og salgscheferne hos tøjfirmaet Calvin Klein til at gnide sig i hænderne. Og den har også fået politikeren Algie T. Howell fra Virginia til at se rødt i en sådan grad, at han nu har iværksat et korstog for at få fænomenet forbudt. Howells harme gælder boksershorts, tights og g-strengstrusser, der stilles til skue i det offentlige rum. Han har sit kritiske blik stift rettet mod dem, der følger hiphopmodens bud om at bære lavtaljede eller løsthængende bukser, som giver frit udsyn til undertøjet. Bøde på 300 kr. Tidligere på ugen fik Howell opbakning til sin kampagne af andre politikere i delstaten Virginia, da de vedtog et lovforslag om, at enhver, der »på anstødelig måde fremviser sine underbenklæder under taljehøjde«, skal idømmes en bøde på knap 300 kroner. Den 67-årige Howell siger til den lokale presse, at idéen til kampagnen opstod under et besøg hos hans faste barber, hvor flere af de andre kunder beklagede sig over ungdommens dille med at gå i lavtaljede bukser. »Der er jo en grund til, at det hedder undertøj«, siger han til avisen Virginian-Pilot. »Det skal sidde inden under noget andet«. Korstog mod mode Politikerne i Virginia bakker tilsyneladende op om hans synspunkt, for de vedtog lovforslaget med stemmerne 60-34 og beskrev initiativet som et modangreb på »forråelsen« af amerikansk kultur. Lovforslaget skal godkendes af Virginias senat, før det kan træde i kraft. Howells korstog mod anstødelig mode falder dog ikke i god jord hos borgerretsforkæmpere og en del af hans partifæller i det Demokratiske Parti. Den demokratiske lokalpolitiker Lionell Spruill bad under diskussionen sine kolleger tænke tilbage på, om de mon ikke selv var hoppet på modebølger af tvivlsom lødighed igennem tiden - han nævnte joggingdragter, mikrofonhår og plateausko. »Lad dog de unge udtrykke sig«, sagde han. En god gerning Kent Willis fra borgerretsgruppen American Civil Liberties Union har også en anke mod lovforslaget: »Et forbud mod lavtaljede bukser, der gør undertøjet synligt, vil formentlig ramme racemæssige mindretalsgrupper uforholdsmæssigt hårdt«, siger han. Howell, der er afrikansk-amerikaner, afviser kritikken. »Det her er ikke et angreb på løsthængende bukser. Det handler ikke om Janet Jackson«, siger han. »Ved at stemme for dette lovforslag gør man en god gerning, ikke blot for Virginia, men for hele landet«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Man skal være fatsvag for ikke at gennemskue Løkkes forsøg på at undersøge, om en midterregering kan blive en realitet igen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























