Lovforslag: Tal pænt om Rusland eller bliv væk

Lyt til artiklen

Udlændinge skal være påpasselige med åben kritik af Rusland, for det vil kunne bevirke, at de får nægtet russisk visum. Ifølge et lovforslag, som parlamentet har vedtaget ved førstebehandlingen, skal grænserne forblive lukkede for personer, som »på en åbenlyst respektløs måde handler mod Den Russiske Føderation eller regeringens føderale organer« eller ytrer sig nedsættende om Ruslands »åndelige, kulturelle, historiske samfundsværdier«. Også personer, som skader Ruslands internationale prestige og hermed tilfører landet materielle tab, vil risikere et afslag på deres visumansøgning. Lovforslaget 'Om indrejse i og udrejse fra Den Russiske Føderation' er fremsat af det stærkt regeringsvenlige parti Forenet Rusland, som sidder på 304 ud af de 450 pladser i parlamentets underhus, Dumaen, og som støttes kraftigt af præsident Vladimir Putin. Men også folk fra andre partier synes åbenbart om forslaget. Vedtagelsen i parlamentet skete med 353 stemmer. Iagttagere regner derfor med, at det snart bliver til lov. Styrket kontrol Forslagets ophavsmand er chefen for Dumaens forfatningskomite, Vladimir Pligin. Han siger om sit 300 sider store udkast, at det primært er rettet mod borgerne fra ekssovjetiske republikker, hvis massive indvandring allerede har fremkaldt nationalistiske reaktioner i Rusland. Loven vil ifølge Pligin styrke kontrollen med migranterne og forbedre terrorismebekæmpelsen. Lovforslaget definerer ikke klart, hvilke handlinger eller ytringer mod eller om Rusland der vil føre til visumafslag. Kritikere siger, at teksten med vilje er formuleret så vagt, for så får kontrollørerne næsten ubegrænsede fortolkningsmuligheder. »De vil kunne manipulere med loven efter behov: lukke en spion ind, hvis de synes, at det kan gavne et eller andet. Eller nægte en journalist indrejse, som har kritiseret Kreml«, siger analytiker Vladimir Pribylovskij til avisen The Moscow Times. Han er chef for tænketanken Panorama. Også det uafhængige Duma-medlem Vladimir Rysjkov er imod Pligins udspil og mener, at dets virkelige mål er at kvæle kritiske røster om Rusland. »Forslaget er en logisk fortsættelse af Kremls autoritære politiske kurs. Det er en anden måde at forfølge kritikerne og modstanderne på«, siger Rysjkov, som er en af Ruslands mest markante og modige oppositionspolitikere. Gensidighed Udspillet indeholder også nogle lettelser for »normale udenlandske borgere«, som Pligin siger til avisen Nesavisimaja Gaseta. Det er f.eks. en mulighed for et femårsvisum. Men det skal ske efter gensidighedsprincippet - hvis vores borgere får positiv behandling i udlandet, vil vi svare på samme måde, siger Pligin. Rysjkov tvivler på, at Dumaen til sidst vil vedtage forlaget, ikke mindst fordi det ville ramme udenlandske parlamentarikeres rejser i Rusland. »Forestil jer, at et tysk parlamentsmedlem, som allerede har fået lovning på russisk visum, siger noget kritisk om Rusland og så bliver nægtet indrejse. Det er et absurd forslag, og jeg håber, at de deputerede er kloge nok til at afvise det«, siger Rysjkov. Men Pribylovskij er sikker på det modsatte. »Der er ingen grund til at tvivle på, at forslaget bliver vedtaget, hvis det har Putins støtte. Hvis Putin siger, at Rusland skal gøres til Amerikas 51. stat, får han automatisk 304 stemmer i Dumaen«, siger analytikeren. dana.schmidt@pol.dk

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her