»De kastede os i en bunke, og så hørte jeg lyden af fødder, der løb. Så var der en, der landede på mig. Han ramte mig i ansigtet og på knæene, og alt jeg kunne høre, var skrigene fra de andre omkring mig og mine egne skrig«. Irakiske Hussein Mutar lå øverst i den pyramideformede bunke af nøgne fanger, der blev fotograferet i Abu Ghraib fængslet en novembernat i 2003. På det båndede vidneudsagn, der sent tirsdag blev spillet ved krigsretssagen mod den amerikanske soldat Charles Graner på en kaserne i Texas, tegner Mutar en cirkel om sig selv på billedet efter at have genkendt arrene på de nøgne baller. Almindelig praksis Mutar var anklagerens sidste vidne. Onsdag tog forsvaret fat på sit forsøg på at bevise, at Charles Graner, Ivan Frederick, Jeremy Sivits, Lynndie England og de få andre navngivne amerikanske soldater ikke mishandlede fangerne i Abu Ghraib for deres egen fornøjelses skyld. Forsvaret forsøger at vise, at i hvert fald dele af den behandling, fangerne blev udsat for, er almindelig praksis for at kontrollere indsatte i fængsler. Og at Graner og de andre handlede efter ordre fra deres overordnede i militærpolitiet og fra civile efterretningsofficerer, der ville mørne fangerne forud for forhør. Intet klart billede Foreløbig har vidneudsagnene i sagen mod Graner ikke tegnet et klart billede, selv om også rapporter fra andre amerikanske fængsler i Irak, Afghanistan og på Guantánamobasen i Cuba kunne tyde på, at grov og ydmygende behandling af fanger kan være led i en overordnet amerikansk politik. Men Graners forsvarer, Guy Womack, har under krigsretssagen forsøgt at give en forklaring på, hvorfor der selv fra den mest omtalte og gennemfotograferede sag fra Abu Ghraib ikke er officerer på anklagebænken: Ordrer ovenfra »Det oplagte spørgsmål er: Hvorfor er det kun lavererangerende menige, der er blevet anklaget? Svaret er, at hvis man stillede officererne for retten, så ville det vise, at dette her er meget større end noget, der bare vedrører et par lavtrangerende militærpolitibetjente«. Womack vil som led i sit forsvar af Graner blandt andet spille et vidneudsagn fra en anden tidligere indsat, som menes at kunne bevidne, at Graner fik ordre fra efterretningsofficerer til at mishandle fangerne. På vidnelisten står også en major fra hæren, som ifølge forsvarer Womack vil fortælle, at fangevogterne var under pres fra deres overordnede. Flere af de vidneudsagn, der er fremsat under anklagerens gennemgang af sagen, skaber dog tvivl om i hvert fald forsvarets argument om, at den grove behandling havde til formål at forberede fangerne til forhør. Biltyveri Irakeren Hussein Mutar siger selv, at han blev indsat i Abu Ghraib, efter at irakiske betjente havde beskyldt ham for at have stjålet en bil. Ifølge eget udsagn blev Mutar ikke på noget tidspunkt afhørt i Abu Ghraib. Andre vidner har også sagt, at hovedparten af fangerne på billederne fra Abu Ghraib var almindelige kriminelle, ikke terrormistænkte, og at ingen af dem blev afhørt af fængslets militære efterretningsofficerer. En meget nervøs og utilpas Mutar sagde i sit vidneudsagn, at han hader amerikanere. »Jeg kunne først ikke tro det, der skete. Men jeg ønskede at tage mit eget liv, for der var ikke nogen, der greb ind. Jeg var helt ødelagt, for end ikke Saddam behandlede os sådan. De torturerede os, som om vi var et teater, til morskab. De stod for mig som Amerikas sande ansigt. De amerikanske vagter skabte mit billede af, hvordan USA er«, sagde Mutar. Forsvarer Womack beskrev efter retsmødet Mutar som et godt vidne, fordi han »viste fjendens ansigt, og det står klart, at han hader Amerika«. Graner selv sagde, at han godt kunne huske Mutar. »Sidst jeg så ham, truede han med at slå mig ihjel«, sagde Graner. Der ventes dom i sagen torsdag eller i næste uge.