Thailand knokler for at få turisterne tilbage

Allerede dagen efter, at flodbølgen trak sig tilbage, gik Wiset og Sirirat Thammarakwanech i gang med at skovle ildelugtende, sort havvand og døde fisk ud af deres ødelagte restaurant. For den er alt, hvad de har. Torsdag, 11 dage senere, begynder Family Restaurant på sidegaden Wattame på ferieøen Phuket et par hundrede meter fra havet, så småt at være tør. Wiset, Sirirat og deres søn på 21 år, Theerapat, har knoklet døgnet rundt, siden katastrofen indtraf. Se fremad Mens naboerne har ladet murbrokkerne ligge, hvor de faldt, har familien kørt deres bort, vasket facaden, skrubbet vægge og gulve. Der mangler stadig meget, men i forhold til resten af gaden, er Family Restaurant en oase af orden. »Vi tænker ikke så meget. Vi arbejder bare. Det vigtige er, at vi alle overlevede. Nu gælder det bare om at se fremad«, siger Theerapat. Forsikring har familien ikke. Heller ingen opsparing af betydning. Men de havde en populær familierestaurant, hvor turisterne meget gerne kom. »Så vi skal bare se at få åbnet igen i en fart«, siger han. Det er ikke bare familien Thammarakwanech, der med hårdhudet energi har taget fat på genopbygningen. Alle vegne hamres og bankes der. Det gælder ikke mindst Patong strand, hvor alt umiddelbart var kaos, så langt øjet rakte. Hovedgaden blev meget hurtigt ryddet, så trafikken kunne passere. I hver eneste lygtepæl har der været en elektriker, så nu virker gadebelysningen igen. Det myldrer med bygningsarbejdere, gadefejere, vandspulere og gravkøer, der hver især yder deres indsats. Ingen gæster En enkelt restaurant på promenaden slog allerede i går dørene op efter en kolossal indsats fra de ansatte. Midt i nedfaldne ledninger fra gaden, naboens sammenstyrtede tag og bjerge af sand, mursten og brædder stod hvidklædte tjenere parat til at tage imod nye gæster. Der kom bare ingen. Langt de fleste turister er nemlig rejst hjem så hurtigt, de kunne, og den thailandske regering ser helst, at nye venter med at komme, til infrastrukturen igen virker. Ganske vist vendte el og vand tilbage ved Patong strand i går, men kloakkerne er overbelastede, og der advares fortsat om smittefare. I lighed med turistindustrien ser regeringen dog meget gerne, at en af landets vigtigste indtægtskilder, udlændingene, hurtigt vender tilbage. Nødhjælpsarbejdere og læger i de fjernere områder, som også er ramt af vandmasserne, har bittert måttet konstatere, at turismen tilsyneladende er regeringens førsteprioritet. Illegale burmesere Hvad der er tabt af arbejdspladser i turistindustrien, og det er rigtig mange, synes dog at opstå i byggesektoren. Men det drejer sig næppe om de samme mennesker, der bare skifter erhverv. Desuden er bygningsarbejdere på Phuket oftest usselt betalte arbejdere fra Burma. Det siges, at mindst 1.000 illegalt indrejste burmesere døde ved Khao Lak strand nord for Phuket. Hvorfor afbestilling? Turismen lider, og det finder nogle uretfærdigt. På Karon strand, der kun blev meget lidt berørt af vandmasserne, sidder Wanpen i sin lange silkekjole bag receptionen på Hotel South Sea og peger rundt. »Se selv«, siger hun. »Hotellet er helt uskadt, så hvorfor har danske og svenske rejsebureauer afbestilt alle værelserne sidst i januar?«. Hun forstår det ikke. Hotellet med de 152 skønne værelser har bare én gæst. Samme holdning har tilsyneladende Hotel Marina Phuket, også i Karon. Det har vakt forargelse hos nogle, at hotellet sender e-mail til tidligere gæster verden over og lokker med billige tilbud lige nu. Diskret væmmelse Lider turismen, så gør fiskerne det samme. Lige nu er det nemlig kun de få turister, der spiser de fisk og skaldyr, som havet er så rigt på. De lokale thaier gør det ikke længere. Ikke før havet er renset, siger de med diskret væmmelse. Bade i havet gør de heller ikke. I Patong løber en lokal fotograf, der kalder sig Willy, hektisk gade op og gade ned. Han tager en runde hver dag med sit kamera for at registrere de fremskridt, der uomtvisteligt gøres fra dag til dag. Billederne lægger han på internettet, hvor han insisterer på, at alt snart er normalt, og at turisterne bare skal komme igen. »En uge mere«, siger han. »Så er alt ved det gamle. Husk at skrive det«. Det er nu nok en overdrivelse i den mere rå kategori. Det er sandt, at der arbejdes, pukles og håbes på bedre tider i det sydlige Thailand. Men ét er håb, noget andet virkelighed.