Rejs hjem. Så kontant lød i går det indtrængende råd fra tilrejsende læger og psykologer til de danskere, der stadig opholder sig på den thailandske ferieø Phuket efter sidste uges naturkatastrofe. Krisetegn De danske turister viser tegn på at være i krise, selv om de måske ikke har erkendt det, og risikoen for alvorlige infektioner vokser desuden dag for dag, advarer det krisehold, der er udsendt fra Danmark. »Jo længere tid de er her, desto større er risikoen for tarminfektioner, dysenteri og gul feber. De får en lille dosis bakterier hver dag, og tilsammen kan det blive alvorligt«, siger lægerne. Den soleklare melding faldt, da det danske Udenrigsministerium i går havde kaldt en gruppe turister sammen for at fortælle dem, at det i dag er sidste chance for at komme hjem via regeringens gratis luftbro. I tvivl Den største gruppe tilbageblevne danskere er kunder hos rejsebureauet Tyrkiet Ekspressen, og en hel del var i går stadig i tvivl om, hvorvidt de skulle fastholde de sidste feriedage i solen eller vende næsen hjem. Men det bør de ikke være, for de har stærkt brug for at komme hjem, mener kriseholdets leder, speciallæge i psykiatri Anders Fink-Jensen. »De er stressede, fortæller, at de sover dårligt og har flashback-oplevelser. Det er klassiske krisereaktioner, og der er hjælp at få derhjemme. Vores råd er helt utvetydigt: Rejs hjem«. Efter mødet var nogle danskere tilbøjelige til at følge rådet, mens andre ville sove på det. »Jeg fik lige noget at tænke over«, lød det fra en yngre kvinde, der som de fleste andre ikke ville optræde med navn. De fleste har taget i mod tilbuddet Ambassaderåd Thomas Bo Pedersen lod danskerne vide, at de ikke behøvede at give et svar på stående fod, men blot kunne møde op i lufthavnen i dag. Og ifølge DR's mand i Phuket har de fleste af turisterne i dag valgt at flyve hjem. For de, der alligevel vælger at blive ferien ud, er der mange forholdsregler, der bør tages. Turisterne skal passe på, hvad de spiser, undlade at børste tænder i vand fra hanen, holde munden godt lukket i brusebadet og vaske hænder meget tit, indskærper lægerne. 'Kolera on the rocks' Drinks med isterninger, kalder de slet og ret 'Kolera on the rocks'. Et af de to hold psykologer, som er rejst til Thailand for at give krisehjælp til overlevende, har de seneste dage finkæmmet strandene i Phuket for at finde uregistrerede danskere. Skandinaver bliver kontaktet I Udenrigsministeriets hastigt oprettede ambassade på Hotel Pearl i Phuket har man en fornemmelse af, at der er ankommet pårørende, som bevæger sig rundt på øen og søger, uden at de har meldt sig nogen steder. »Vi vil gerne sikre os, at de ikke er alene, og at de ved, vi er her for at hjælpe«, siger Thomas Bo Pedersen, der normalt er på den danske ambassade i Hanoi. Psykologerne fortæller, at de helt konkret går fra strand til strand og kontakter alle skandinavisk udseende personer. Samtidig hænger de sedler op alle vegne med kontaktnumre og opfordringer til at henvende sig. Skelner ikke mellem skandinaver Psykologerne kører endvidere rundt med et stort dannebrogsflag på bilen, så de er nemt genkendelige. Hidtil har de dog ikke fundet nogen danskere på deres færd, men til gengæld har de mødt andre skandinaver, der havde brug for krisehjælp. Den får de naturligvis, fastslår Anders Fink-Jensen. Skandinaverne arbejder tæt sammen på alle måder og skelner ikke mellem nordiske nationaliteter. Pårørende skal blive hjemme Både Udenrigsministeriet og kriseholdet fraråder i øvrigt, at pårørende kommer rejsende for at lede. »Der er intet, de kan gøre, som ikke allerede bliver gjort«, hedder det. Men ikke bare det. Her ni hede dage efter den mest forfærdelige naturkatastrofe i nyere tid, er det faktisk umuligt for en pårørende at identificere et lig.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Er der virkelig nogen, der render rundt og fodrer ulve med godbidder?
Debatindlæg af Pårørende til beboere på demensafdeling i Lyngby-Taarbæk




























