Baskerne skal stemme om løsrivelse

Lyt til artiklen

Den regionale premierminister i Baskerlandet, Juan José Ibarretxe, trodser den spanske regering ved at bekendtgøre, at der vil blive gennemført en folkeafstemning om yderligere uafhængighed af den spanske centralmagt, uanset hvordan den spanske regering reagerer. Det baskiske regionale parlament godkendte sent torsdag Ibarretxes uafhængighedsplan, hvorefter Baskerlandet i den nordlige del af Spanien skal være en uafhængig enhed, som er frit associeret med Spanien. Udfordring mod enhed Planen blev godkendt med støtte fra Batasuna, som er terrorgruppen ETA's politiske gren. Udspillet ses som den hidtil største udfordring mod Spaniens enhed, siden Spanien blev et demokrati efter diktatoren Francisco Francos død i 1975. Ibarretxe, som er moderat baskisk nationalist, fastslog, at folkeafstemningen kun vil blive gennemført i en atmosfære af ikke-vold. Der er ikke sat dato på afstemningen. Vil ikke diskutere plan Det regerende spanske socialistparti bemærker i en kommentar, at beslutningen om folkeafstemningen kun blev taget takket være Batasunas stemmer. »Ibarretxes plan er nu også ETA's plan«, hed det i en erklæring fra socialisterne. Den spanske premierminister, José Luís Rodríguez Zapatero, har accepteret at mødes med Ibarretxe, men han udelukker, at uafhængighedsplanen kan diskuteres. ETA har foretaget mindre bombesprængninger de seneste måneder. Gruppen har været aktiv siden 1968 og har dræbt omkring 850 mennesker i kampen for baskisk selvstændighed.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her