Den 13-årige pige Maya blev sent tirsdag skyllet i land på øen Car Nicobar i den indiske øgruppe Nicobarerne. Hendes familie troede, at hun ligesom faderen var skyllet væk for altid fra øen i et af de særligt hårdt ramte områder, lige nord for epicentret for søndagens jordskælv ved Sumatra. Men bølger bragte hende tilbage to et halvt døgn efter, at tsunamien havde oversvømmet det meste af øen. Ifølge avisen Times of India var hun slemt forslået, men uden for livsfare. Maya havde klamret sig til en dør, der blev flået af familiens hus, da dræberbølgerne skyllede ind over det i de tidlige morgentimer søndag. Søslanger gjorde ingen fortræd Hun »blev holdt ved selskab af søslanger på den flydende dør, men de gjorde hende ingen fortræd«, siger den øverstkommanderende på en flybase på øen til den indiske avis. Hun bad om at blive bragt til flybasens vagtcentral, hvor hendes fader har arbejdet, men fik at vide, at basen var smadret. Over 100 af basens personel og deres familier er blandt ofrene for flodbølgen på Nicobarerne. Efterskælv Maya blev efter lægebehandling i går fløjet til hovedbyen i den indiske øgruppes hovedby Port Blair, hvor der i går blev meldt om ankomst af tusindvis af udmattede overlevende. Voldsomme efterskælv ryster stadig øerne. To på 5,1 og 6,1 på Richterskalaen med ti minutters interval bragte antallet af efterskælv på øgruppen op på 54. Af øgruppens 572 øer er kun 38 beboet, men katastrofehjælp er endnu ikke nået frem til halvdelen af dem, ifølge BBC. Frygt for stammefolks skæbne Flere af øerne har kun ganske små eller ingen lufthavne, og det tager ifølge katastrofehovedkvarteret i Port Blair op til tre døgn af nå flere af dem med skibe. Selv om den indiske flåde er sat massivt ind, »er der ikke nok skibe til at nå alle øer«, hedder det fra Port Blair. Indiens regering meddelte onsdag, at et specielt undersøgelseshold skal efterforske skæbnen for de stammer, som er øernes oprindelige beboere. »Stammefolket nicobarerne, som var de mest succesrige med omkring 26.000 medlemmer, frygtes at være hårdest ramt«, hed det fra regeringen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme
Debatindlæg af Jacob Birkler



























