Nye alvorlige beskyldninger om anvendelse af tortur i Irak rettes mod USA's militære styrker. Anklagerne kommer fra højeste sted i forsvarsministeriet. To officerer fra forsvarsministeriets efterretningstjeneste (DIA) fortæller til avisen Los Angeles Times, hvordan de - adskillige uger efter afsløringen af tortur-skandalen i Abu Ghraib-fængslet sidste forår - overværede, hvordan amerikanske militærfolk foretog brutale afhøringer af irakiske fanger i en lejr i Bagdad. Officerernes beretninger står i et dokument, som er skrevet af efterretningstjenestens leder, admiral Lowell E. Jacoby. Dokumentet blev sidste år afleveret til viceforsvarsminister Stephen Cambone. Forsøgte sløring I dokumentet beskriver de to efterretningsfolk, hvordan de overværede den hårdhændede behandling af irakiske fanger, der blev bragt ind til afhøring af specialstyrker. De beklagede sig over brutaliteten, men fik besked på at holde mund og fik frataget deres ret til at bevæge sig frit og til at kommunikere med folk udenfor lejren. Dokumentet er særligt belastende, fordi de nye tortur-anklager rejses af den hidtil mest prominente embedsmand i den amerikanske administration, og fordi det viser, at hæren har forsøgt at sløre, hvad der er foregået. Fanger blev slået i ansigtet Efterretningsagenterne overværede, hvordan fanger blev bragt ind med brandsår, nyreskader og andre tegn på at være mishandlet. De beretter i et af tilfældene om, hvordan amerikanske soldater »slog fangen i ansigtet så meget, at denne person behøvede lægelig behandling«. DIA's chef skriver i dokumentet, at da efterretningsfolkene påtalte brutaliteten, blev de 'truet' af specialstyrken og advaret om ikke at fortælle videre, hvad de havde set. De fik konfiskeret deres foto-optagelser og bilnøgler, de blev beordret til ikke at forlade lejren og fik besked om, at deres e-mails ville blive censureret. Rekrutteret fra Navy SEALS Avisen Washington Post skrev i sidste uge, at generaler i den amerikanske hær i december 2003 efter et besøg hos den samme specialstyrke kendt som '121' og siden omdøbt til '6-26', rapporterede, at fanger blev slået, og at et særligt aflukke blev brugt til at skjule afhøringer af fanger. Flere af soldaterne i styrken menes af være rekrutteret fra Navy SEALS, der bedst kan sammenlignes med danske jægersoldater. Oplysningerne kommer kun få dage efter, at nye billeder af irakiske fanger, der mishandles af amerikanske soldater, er kommet til offentlighedens kendskab. Den amerikanske regering fastholder, at det drejer sig om isolerede tilfælde og afviser kritikernes påstand om systematisk brug af tortur.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme
Debatindlæg af Jacob Birkler



























