Langvarigt slagsmål om magten i FN

Stemmeføringen bliver højere og fagterne mere udtryksfulde i de kommende måneder i FN-bygningen i New York. For kampen om magten i FN er allerede gået ind, og den handler om noget så vigtigt som taburetter - i dette tilfælde faste pladser i et udvidet Sikkerhedsråd. Udvidelse af Sikkerhedsrådet er et af flere vigtige forslag i den rapport om en reform af FN, som en gruppe af internationale personligheder lagde på bordet tirsdag. »Det bliver den største forandring af FN nogensinde«, sagde den britiske repræsentant og tidligere FN-ambassadør, David Hanney, og alene af den grund kommer forhandlingerne til at strække sig frem til 2006. Men i kulisserne er flere lande allerede ved at hvæsse knivene for at være klar til de kampe, hvor de skal varetage deres interesser. Og som i alle magtkampe er det vigtigt at finde allierede og danne alliancer. Den første er allerede klar. Forleden lod udenrigsministre og ledere fra Brasilien, Tyskland, Japan og Indien sig fotografere sammen. Brasiliens præsident Luiz Inacio Lula da Silva og Tysklands udenrigsminister Joschka Fischer holdt nærmest demonstrativt tæt om hinanden, mens repræsentanterne for de to andre lande så smilende til. Gode argumenter De fire lande, der kalder sig G4, har gode argumenter. Brasilianerne peger på nødvendigheden af, at Sydamerika er repræsenteret. Men hvorfor så ikke et spansktalende land, så et af verdens hovedsprog - som er i stærk fremgang - får en fast plads, spørger lande som Argentina og Mexico. Japanerne peger på deres økonomiske tyngde. »Vi er en af FN's største bidragydere«, lød det forleden fra regeringschef Junichiro Koizumi. Genopbygning Han argumenterede også med, at Japan deltager meget aktivt i genopbygningen af Irak og Afghanistan og dermed bidrager til fremtidens nye form for sikkerhedspolitik: Opbygningen af stabile og økonomisk fremgangsrige lande, som inden for en overskuelig tid kan udvikle sig til demokratier. Nøjagtigt ligesom Japan selv og Tyskland gjorde det efter Anden Verdenskrig, lyder det japanske synspunkt. Tyskerne bidrager også aktivt med penge og tropper i f.eks. Afghanistan, og betragter sig som selvskrevne til en plads i Sikkerhedsrådet. Det er Italien stærkt imod, hvilket genererer harmonien i kredsen af EU-lande. I Asien er Indonesien en regional stormagt med en stor, muslimsk befolkningsgruppe. Ikke mindst det sidste er et tungtvejende argument, for uden et stærkt muslimsk islæt bliver det kommende Sikkerhedsråd ikke helt repræsentativt, lyder argumentet fra Indonesien og en stribe muslimske lande. De gamle bestemmer Repræsentativitet er et af nøgleordene. G4-landene udtrykker det således i en udtalelse fra september: »Sikkerhedsrådet skal være repræsentativt, legitimt og effektivt«. FN's generalsekretær Kofi Annan har i flere taler understreget, at det nuværende Sikkerhedsråd med sejrherrerne fra Anden Verdenskrig afspejler magtforholdene i det 20. århundrede. »Nu skriver vi det 21. århundrede med nye nationer og nye udfordringer«, sagde han i en tale forleden. Det kan ingen benægte, og derfor er stort set alle enige om nødvendigheden af en reform. Det gælder også de fem gamle permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet, USA, Rusland, Frankrig, Storbritannien og Kina. Men spørgsmålet er, hvor vidtgående den skal være, og om de gamle fortsat skal have en særlig status. Det kommer de fem nuværende medlemmer til at bestemme. For uden deres accept er det ifølge FN's love ikke muligt at ændre i FN's charter eller »grundlov«. USA's rolle Et af reformforslagene arbejder med en model, hvor de nye faste medlemmer ikke får vetoret. Men det afviser Japan kategorisk. »Det er helt afgørende, at medlemmerne af Sikkerhedsrådet får den samme indflydelse«, sagde den japanske topembedsmand Hiroyuki Hosoda, der bebudede kamp til stregen om dette spørgsmål. Det bliver kun en af flere slagmarker. Et helt andet og måske vigtigere spørgsmål er, om denne nødvendige strukturreform er tilstrækkelig til at gøre FN i stand til at tage hurtige og effektive beslutninger om vanskelige spørgsmål, som organisationens tidligere vicegeneralsekretær, Brian Urquhart, har udtrykt det i utallige artikler og kommentarer om den kommende reform. Det andet spørgsmål drejer sig om den politiske vilje til at handle og blive enige om at gribe ind. Det udtrykte USA's præsident George W. Bush meget tydeligt onsdag i en tale i Canada: »FN's og andre institutioners mål må være kollektiv sikkerhed og ikke endeløs debat. For fredens skyld må disse institutioner - når de truer med alvorlige konsekvenser - også levere dem«, sagde den amerikanske præsident. Handlingslammelse Derfor har de hidtidige amerikanske kommentarer til forslagene om FN-reform gået meget på, at en udvidelse af Sikkerhedsrådet ikke må øge risikoen for handlingslammelse. USA er derfor indstillet på, at kun de gamle medlemmer beholder vetoretten, mens de nye får en særlig status. Det finder de sig ikke i, og derfor risikerer debatten om reformen at blive en hård og beskidt affære.