Titusinder af rumænere protesterer i disse dage mod de officielle resultater af præsident- og parlamentsvalget sidste weekend, som regeringen angivelig har svindlet med til fordel for sin kandidat, ministerpræsident Adrian Nastase, og hans socialdemokratiske parti. Også 15 uafhængige organisationer hævder, at resultaterne er forfalsket og ikke afspejler borgernes faktiske vilje, og kræver resultaterne suspenderet, indtil en grundig undersøgelse er afsluttet. Men landets øverste juridiske myndighed, Forfatningsdomstolen, fastholdt i en kendelse fredag Nastases føring og fastsatte datoen for præsidentvalgets anden runde. Og EU-kommissionen erklærede, at valget var forløbet på regulær vis og ikke vil påvirke de igangværende medlemskabsforhandlinger med Rumænien. Modstanderne af Nastase reagerede på kendelsen med en stor demonstration i hovedstaden Bukarest. Blandt deltagerne var en række aktivister, som for 15 år siden var med til at vælte den kommunistiske diktator Nicolae Ceaucescu, og som nu kritiserede myndighederne for manglende vilje til at afsløre valgfalsknerierne. Både den centrale valgkommission og regeringen afviser beskyldningerne, men udenrigsminister Mircea Geoana lover på regeringens vegne, at alle klager vil blive undersøgt og de ansvarlige for eventuelle forfalskninger straffet. Demonstrationer Men demonstrationerne ventes at fortsætte. Nogle iagttagere sammenligner den rumænske efter-valget-konflikt med situationen i Ukraine, hvor stærke folkelige protester har fået myndighederne til at indvillige i en ekstraordinær tredje runde af præsidentvalget. I Rumænien er anden runde berammet til 12. december. Ved første runde fik Nastase knap 41 procent af stemmerne, hans oppositionelle rival, Traian Basescu, fik ifølge valgkommissionen knap 34 procent. Men Basescu, som er Bukarests borgmester og leder af partiet Alliance for Retfærdighed og Sandhed, hævder, at hans nederlag skyldes svindel med stemmesedlerne. Han siger, at valgkommissionen accepterede, at mindst 160.000 ugyldige stemmesedler blev talt op som stemmer for Nastase. Ved det parallelle valg til parlamentet skulle falsknerierne have kostet hans Alliance fem procent af stemmerne. Også observatørgruppen Pro Demokratia og andre rumænske ngo'er siger i en erklæring, at myndighederne har manipuleret med resultaterne, blandt andet ved at medtælle ugyldige stemmesedler. Organisationerne kræver ligesom Basescus Alliance og fire mindre partier en revision af valgloven for at sikre et regulært forløb af præsidentvalgets anden runde. Ifølge den nuværende lov kan rumænerne stemme hvilket som helst sted i landet uden at være registreret på forhånd. Regeringspartiet har angivelig misbrugt loven ved at tillade sine tilhængere at stemme flere gange. Bekymring Observatører fra OSCE har udtrykt en vis bekymring for valgsystemet og mulige forfalskninger, men ikke direkte beskyldt myndighederne for svindel som i Ukraine. Og EU-kommissionen fortsætter forhandlinger med Rumænien, som håber på at blive EU-medlem i 2007 samtidig med naboen Bulgarien. Rumænien har stadig mange opgaver at løse for at kvalificere sig til optagelsen, og flere EU-lande er skeptiske over for fænomener som korruption, utilstrækkelig grænsekontrol eller mangelfuldt socialsystem, især hvad børneomsorgen angår. Regeringen har allerede formået at standse ulovlige adoptioner til udlandet, som omverdenen har kritiseret i årevis, men slås fortsat med alvorlige problemer med gadebørn og børneprostitution. Også Rumæniens økonomi er ret svag. Ifølge EU's statistikkontor Eurostat udgør dets bruttonationalprodukt pr. indbygger 30 procent af unionens gennemsnit. Bulgarien står på samme niveau, og Tyrkiets BNP er endnu lavere - 28 procent. Blandt de lande, som blev EU-medlemmer i år, fører Slovenien og Tjekkiet med henholdsvis 77 og 69 procent. Danmarks tal 123. Og allerøverst står Luxemburg med 215.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
80 år
Klumme
Debatindlæg af Jacob Birkler



























