Dansk Flygtningehjælp fokuserede i deres indsamlingskampagne på ofrene for den etniske udrensning i Darfur-provinsen i det sydlige Sudan. Rigtig mange gik på gaden med det indtryk, at pengene fra søndagens indsamlingskampagne hovedsageligt var øremærket til flygtningene i Darfur.
Men kun halvanden million kroner går helt sikkert til Darfur. Dansk Flygtningehjælp regner dog med at sende endnu halvanden million afsted. Det betyder, at ofrene for krisen i Darfur ender med at få omkring tre millioner kroner - altså højest en fjerdedel af de cirka 11,5 millioner som Dansk Flygtningehjælp fik ind ved indsamlingen. 'Vi har aldrig sagt at alt gik til Darfur'
Hos Dansk Flygtningehjælp fokuserede de hovedsageligt på Darfur i indsamlingskampagnen, fordi de vurderede, at Darfur er det sted, som har det største behov for nødhjælp. Men er det ikke falsk varebetegnelse?
»Nej, fordi vi har ikke sagt, at pengene kun går til Darfur. Vi skal balancere imellem vores troværdighed og samtidig give konkrete billeder af nøden. Derfor har vi gjort op med os selv, at en tredjedel af nettoresultatet skal gå til det, vi har hovedfokus på. Det er ikke altid, det kan lade sig gøre, men det er vores mål«, siger indsamlings- og kommunikationschef Susse Maria Holst fra Dansk Flygtningehjælp. Kan du forstå, at folk tror, at pengene går til Darfur?
»Jeg tror, det er rigtigt, at folk har et generelt indtryk af, at pengene går til Darfur, og jeg kan godt forstå, hvis man undrer sig. Men det er jo ikke fordi, vi vil snyde nogen - alle pengene går til flygtningearbejde«, siger Susse Maria Holst. Røde Kors bakker op
Ud af de 11,5 indsamlede millioner er én million kroner øremærket til minerydning i Somaliland, Irak og Sri Lanka. Tre millioner går til omkostninger i forbindelse med indsamlingen og de resterende fire en halv millioner kroner er ikke øremærkede, men går til blandt andet kvindeprojekter og de projekter, som Dansk Flygtningehjælp skønner, har mest behov for pengene.
Men Susse Maria Holst mener, det er vigtigt at være konkret og bruge specifikke eksempler i en kampagne:
»Man kan ikke sætte konkrete billeder på syv forskellige ting i et tv-indslag«.
Og det bakker Dansk Røde Kors op om:
»Det sker ofte, at man vælger et fokusområde, som normalt ikke har så stor opmærksomhed, og det derfor ikke er let at samle penge til. Det gør vi, og det har Dansk Flygtningehjælp også gjort, og det er der ikke nogen som helst odiøst i«, siger Helge Kvam, pressechef i Dansk Røde Kors. 'Vi er billigst'
Ud af de 11,5 millioner som Dansk Flygtningehjælp fik samlet ind, går omkring tre millioner til indsamlingsomkostninger og det lyder umiddelbart af rigtig meget, men rent faktisk er det mindre, end hvad andre nødhjælpsorganisationer bruger på at samle ind.
»Vi er den billigste organisation, fordi vi ikke bruger penge på tv og annoncer. Indsamlingsomkostningerne stammer fra materiale, kampagneaktivitet, lønninger, porto og til rejser rundt omkring i landet på for eksempel gymnasier. Der er grænser for, hvor få penge man kan køre en indsamling for, men vi gør alt for at holde udgifterne nede«, siger Susse Maria Holst fra Dansk Flygtningehjælp.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























