Franske tropper har besat kontrolposter i Elfenbenskystens største by Abidjan for at beskytte indbyggerne mod voldelige bander, som hærgede natten til søndag, efter at franske styrker tilintetgjorde det meste af det lille vestafrikanske lands luftstyrke. Franske soldater angreb Elfenbenskystens kampfly, efter at et bombeangreb havde dræbt ni franske fredsbevarende tropper lørdag. De franske styrker er udstationeret i verdens største kakaoproducerende land for at overvåge en fredsaftale mellem oprørere og regeringen. Tidligere kolonimagt Franske helikoptere brummede hen over Abidjan og lagunen omkring byen, mens soldater med maskingeværer og pansrede køretøjer kontrollerede vigtige gadekryds efter en nat med optøjer og plyndringer, som resulterede i udbrændte bygninger og biler. Den tidligere kolonimagt fløj også flere hundrede soldater yderligere til Abidjan og tog kontrol med byens lufthavn. Den franske udenrigsminister Michel Barnier sagde, at der ikke var nogen øjeblikkelig plan om at evakuere de omkring 15.000 franskmænd, der bor i Elfenbenskysten. I løbet af natten til søndag gennemførte franske soldater dramatiske helikopterredninger af udlændinge i Abidjan for at redde dem ud af bygninger, der blev angrebet af flokke af indfødte med macheter og stokke som hævn for ødelæggelsen af regeringens to kampfly og fem helikoptere. Op i FN Frankrig vil nu lægge pres på FN's Sikkerhedsråd om blokade og andre sanktioner. Frankrig agter derudover at sende yderligere 600 soldater ind til støtte for den allerede eksisterende franske styrke på 4.000 mand. Det sker kun af sikkerhedsmæssige årsager, ikke for at destabilisere den siddende regering. »Det handler udelukkende om at opretholde sikkerheden. Sikkerhed, ikke destabilisering«, sagde den franske udenrigsminister Michel Barnier i aftes. Han tilføjede: »Frankrig er der på ingen måde for at destabilisere Elfenbenskysten og dens institutioner eller for at holde med en af parterne. Vores overordnede mål er at bevare de grundlovssikrede rettigheder. Vi har ingen skjult dagsorden«. Beklagelse En talsmand for Elfenbenskystens hær, oberst Philippe Mangou, indrømmede på en statsejet fjernsynskanal, at man uforvarende var kommet til at ramme den franske base med tab af liv til følge. Han tilføjede, at han »med dyb beklagelse« beordrede regeringshærens tropper tilbage fra deres positioner, »fordi vi beklageligvis har mistet vores luftstyrke«. Tusinder af regeringstilhængere hærgede gaderne i Abidjan natten mellem lørdag og søndag. Franske soldater affyrede tåregas og advarselsskud mod mængden i et forsøg på at sprede den. Ungdomsbander hærgede den store handelsby, overfaldt udlændinge og plyndrede butikker og hjem. »Jeg har kun det tøj, jeg står og går i, mit ur og min vielsesring. Alt andet er væk«, fortæller den britiske statsborger Charles Sugden, som lørdag nat sprang ind i en fransk helikopter, netop som vrede unge løb ud på taget af det etagebyggeri, han boede i. Skyderier »Vi troede, vi ville blive dræbt. Aldrig i mit liv har jeg været så glad for at se en soldat«, siger Sugden, som nu befinder sig på en nærliggende fransk militærbase sammen med omkring 200 evakuerede udlændinge. Sporadiske skyderier kunne stadig høres rundt om i Abidjan, og unge gik gennem gaderne med madrasser balancerende på hovedet eller med computerskærme og keyboards i favnen - nogle af dem svingende med kæppe. Vidner kunne dog berette, at de folkemængder, som tidligere havde belejret en fransk militærbase, havde spredt sig først på eftermiddagen. Regeringshæren brød forrige uge en halvandet år gammel aftale med oprørerne om våbenstilstand med et tre dages luftangreb, samtidig med at den sendte soldater ind i en neutral stødpudezone. Oprørerne har magten i den nordlige halvdel af landet, som er verdens største producent af kakaopulver. Frankrig er havnet midt i konflikten, som startede, da oprørere tog magten i den nordlige del af landet efter et forgæves forsøg på at vælte præsident Gbagbo i september 2002. Tusinder af mennesker blev dræbt i sammenstød mellem oprørere og regeringsstyrker, før man blev enig om en våbenhvile i maj 2003. Ydmygelse Gbagbos lejr beskylder den franske regering for at forsøge at vælte ham. »Præsident Gbagbo er åben for debat - men der er ting, han ikke kan tillade«, siger parlamentsmedlem Mamadou Koulibaly, som støtter Gbagbo. Tidligere premierminister Pascal Affi N'Guessan har udtalt til en statsejet fjernsynskanal, at Frankrig er ude på at ydmyge landet, og opfordrede i den forbindelse ungdommen til at bekæmpe fremmede tropper indtil en »endelig sejr«. Et ekstraordinært møde i FN's Sikkerhedsråd gav i forgårs de 10.000 fredsbevarende styrker i landet, heriblandt de franske, grønt lys til at bruge »alle nødvendige midler« for at standse kampene mellem oprørere og regeringsstyrker. FN's generalsekretær Kofi Annan har to gange ringet til Gbagbo for at opfordre ham til at standse volden, der truer stabiliteten i Vestafrika. Regionen har været plaget af konflikter i omkring 10 år. Oversættelse: Sara Høyrup
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Hun lever som professionel jæger: »Det er svært at finde en mand, der er mand nok til mig«
Lyt til artiklenLæst op af Birgitte Kjær
00:00

Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.
Kronik af Michelle Skov Karantonis




























