Sygdommen kendes i folkemunde som 'storhoved' og har ramt hundredvis af spædbørn i Anhui-provinsen. De ramte børn udvikler store, oppustede kinder og ser overvægtige ud, men er ramt af underernæring. De har fået stivelse i stedet for vitaminer og proteiner og sygner langsomt hen i bevidstløshed. Flere dør, fordi forældrene ikke har råd til medicin og lægebesøg. Mindst 13 børn er omkommet - sandsynligvis langt flere, som blot ikke er rapporteret til myndighederne - og et ukendt antal, sandsynligvis mange tusinde, er stadig syge af underernæring og vitaminmangel. Årsagen er, at adskillige kinesiske fødevareproducenter har fremstillet pulvermælk, hvor råvarerne kun var stivelse og vand, men fejlagtigt blev solgt som modermælkserstatninger med den formodede næringsværdi. Emballagen var ikke bare fejlbehæftet, men direkte vildledende. Fængselsstraffe Kinesiske aviser skrev i går, at knapt 100 embedsmænd kan forvente at blive straffet for pligtforsømmelser i kølvandet på skandalen, der har været under udvikling i flere måneder. I august fik to embedsmænd i byen Fuyang i det østlige Kina fængselsstraffe på mere end to år, fordi de ikke i tide havde undersøgt en sag, hvor et forældrepar havde klaget til myndighederne, efter at deres barn var død af underernæring. Næsten samtidigt blev to forretningsdrivende i byen idømt henholdsvis otte og ét års fængsel, fordi de havde forbrudt sig mod sundhedsregulativerne ved at sælge forfalsket modermælkserstatning. Centralt styret undersøgelse Efter at skandalen i Fuyang blev kendt, greb regeringschefen Wen Jiabao ind og beordrede en centralt styret undersøgelse af mælkepulverprodukter over hele Kina. Myndighederne identificerede ikke færre end 100 fødevareproducenter, der stod bag forfalskede modermælkserstatninger. 54 af disse virksomheder er blevet lukket. Ifølge kinesiske aviser skal 60 spædbørn være omkommet alene i Anhui-provinsen, men myndighederne har ikke villet eller kunnet bekræfte dette tal. Den seneste udvikling afspejler et grundlæggende problem i den kinesiske industri: at forfalskede produkter ikke kun er et fænomen inden for den traditionelle fremstillingsindustri, som f.eks. landets gigantiske beklædningssektor eller den omfattende piratvirksomhed inden for forbrugerelektronikken. Dødsens farlig fup Når producenterne svindler med fødevarer og medicin, bliver det et spørgsmål om liv og død, når forbrugerne skal prøve de nyeste og måske billigste produkter på hylderne i de varehuse, der skyder op overalt i de kinesiske byer i disse år. Virkningerne bliver i voldsom grad mærkbare, når de ramte er fattige familier, der ikke har råd til lægebehandling. Den voldsomme reduktion af Kinas offentlige sektor har betydet, at stort set al medicin skal betales af brugerne selv. Kina har en central myndighed, der står for kontrol af fødevarer og medicin, men den har meget lidt reel magt til at gribe ind over for producenter, der svindler med fremstillingen og markedsføringen. Selv når både lokale og statslige medier skriver om en formodet skandale, nægter mange embedsfolk i forvaltningerne at samarbejde. Tradition for hemmelighedskræmmeri Det hænger delvist sammen med traditionen for hemmelighedskræmmeri - Kina har ingen lov om offentlighed i forvaltningen - men har i flere tilfælde vist sig at have en sammenhæng med regulær korruption: at virksomhederne, der står bag de forfalskede produkter simpelthen betaler embedsmænd for enten at tie om deres viden eller nægte at foretage de undersøgelser, som de er blevet beordret til fra centralt hold. For få måneder siden viste problemet sig i Kinas mest velstående provins, Guangdong. Ifølge de statskontrollerede medier havde stikprøveundersøgelser vist, at 33 procent af alle babymadprodukter i provinsen ikke kunne leve op til de nationale standarder for næringsindhold. I byen Fuyang i Anhui har andre undersøgelser vist, at nogle babymadsprodukter kun havde et proteinindhold på omkring én procent. Offentligheden får nyt indblik Den aktuelle fødevareskandale er en påmindelse om de vanskeligheder, Kinas centrale myndigheder har ved at få en national politik til at slå igennem på lokalt plan. Siden de kinesiske medier er begyndt at skrive mere åbent og direkte om magtmisbrug og sjusk i forvaltningen, er de lokale myndigheders forsømmelser i stigende grad blevet gjort tydelige for offentligheden. Alligevel bliver det ofte nødvendigt for de højest placerede politikere og myndigheder at gribe ind uden om de lokale forvaltninger. Dette var således også tilfældet med sidste års skandale med lungesygdommen SARS, samt den hiv-skandale om fejlproduceret bloderstatning, der kom for dagens lys for få år siden.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Sorlannguaq Maria Ravn Lind
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Kronik af Victor Mayland Nielsen




























