Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Moralske spørgsmål afgjorde valget i USA

Præsident Bush fotograferet under sit første møde med pressen efter valgsejren over John Kerry. - Foto: AP
Præsident Bush fotograferet under sit første møde med pressen efter valgsejren over John Kerry. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Tidligere præsident Bill Clinton indførte sin egen smarte beskrivelse af, at vejen til vælgernes gunst gik gennem økonomien. »Det er økonomien, dumme«, lød dogmet dengang. Ifølge konservative iagttagere er det i høj grad netop på grund af Clinton, at overskriften for valget i år synes at være: »Det er moralen, dumme«. »Otte år med Clinton har givet mange folk et ønske om at have et moralsk anker i samfundet. På papiret - med tallene fra Irak og økonomien - burde Bush have tabt valget. Men det er tydeligt, at han får folk til at føle sig trygge i bred forstand, fordi de føler, at han er et godt menneske«, forklarer Tripp Baird fra den konservative tænketank Heritage Foundation. Moralen afgørende I en række meningsmålinger lavet på valgstederne i tirsdags angiver omkring 20 procent af vælgerne moralske spørgsmål som den væsentligste grund til, hvordan de har stemt. Og 80 procent af dem har stemt på Bush. Bush skitserede torsdag en politisk dagsorden med fokus på økonomisk genrejsning, forenkling af skattesystemet, reform af pensionssystemet og uddannelsespolitik. Men både den konservative Tripp Baird og demokraten Gerald Celente, der driver sit eget politiske trendforskningsinstitut i New York, venter, at Bushs anden regeringsperiode i høj grad vil blive præget af, at Bushs valgsejr blev sikret af de såkaldt 'sociale konservative', der blandt andet er imod abort og ægteskaber mellem homoseksuelle. Tabernes dilemma Baird og Celente er enige om, at Bushs og republikanernes styrkede vælgermandat ikke i sig selv betyder noget for præsidentens muligheder for at få sin lovgivning igennem. Republikanerne har nu 55 af 100 senatorer, men der skal 60 til at tvinge lovgivning igennem Kongressen. Men demokraternes svidende nederlag kan meget vel få demokrater til at stemme sammen med republikanere. »Meget kan afhænge af, hvem der nu skal lede Det Demokratiske Parti. Om det bliver en type som Edward Kennedy, der vil bekæmpe Bush for enhver pris. Eller om det bliver en mere forhandlingsvillig type«, siger Tripp Baird. Han tror i højere grad, at Bush og den øgede fokus på de moralske spørgsmål vil sætte sig igennem ved domstolene. Ikke mindst hvis højesteretsformand William Rehnquists kræftsygdom viser sig at være så alvorlig, at han er nødt til at træde tilbage og skal have en afløser. Værdikløft »De moralske spørgsmål og hele værdiopgøret er direkte forbundet til domstolene. Det er gået op for folk, at dommere med en egen aktivistisk dagsorden kan gøre meget skade. Det tavse flertal vågnede ved valget. Det handler ikke om det kristne højre, men om at der er en værdikløft her i landet, og at USA i bund og grund er et konservativt land. Der er noget helt galt, når den ene fløj slet ikke rigtig tror på noget og prøver at skubbe Gud helt ud af samfundet. Men de har misforstået det, hvis de tror, at frihed går ud på at være fri for religion«, siger Baird. Abortforbud Demokraten Gerald Celente forestiller sig også, at demokratiske senatorer i mange situationer kan hjælpe republikanerne med at gennemføre deres dagsorden. Han venter en forfatningsændring, der forbyder homoseksuelle ægteskaber. Men han peger også på domstolene som det sted, hvor moraldebatten vil sætte sig igennem. For eksempel ved at forbyde abort og i sager, der i langt højere grad tillader kirken at blande sig i politik. Flugt fra problemerne »Det er alt sammen en flugt fra de virkelige emner. Det er falsk moral, som Bushlejren har brugt til at dække over de virkelige spørgsmål, som for eksempel hvad der sker i Irak. Et enkelt dødt foster her er værre end 100.000 døde irakere. Jeg er sikker på, at de vil gøre de moralske værdier til tema, men de virkelige ændringer vil ske ved at erhvervslivet får frit spil, miljøet bliver mere nedbrudt, flere forfatningssikrede rettigheder bliver udvandet og der bliver hældt flere penge i militæret«. »Republikanerne ejer det hele. De ejer domstolene, de ejer Kongressen, de ejer præsidentembedet. Og vi vil se, at demokraterne retter ind, så Bush kan gøre, som det passer ham«, mener Gerald Celente.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her