Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

380 ton sprængstoffer forsvundet i Irak

Lyt til artiklen

Da terrorister i 1988 sprang et Pan Am fly i luften over den skotske by Lockerbie brugte de mindre end et halvt kilo sprængstof af typerne HMX og RDX. Det er de samme typer, som der er forsvundet 350 ton af fra et af Saddam Husseins største våbenkomplekser i Irak - eller nok til over 750.000 Lockerbie-bomber. Plyndringen af Al Qaqaa-komplekset 25 kilometer syd for Bagdad begyndte allerede kort efter, at koalitionsstyrkerne havde invaderet Irak. USA fik allerede inden krigen blev indledt en advarsel fra FN gennem Det Internationale Atomenergiagentur, IAEA, der rådede amerikanerne til at sikre våbenfaciliteterne i Al Qaqaa. Men koalitionen havde 500 steder, der skulle sikres, og blev derudover overvældet af at finde våben gemt overalt, selv i moskeer, skoler og hospitaler. Anden forklaring har de amerikanske myndigheder ikke på, hvorfor Al Qaqaa ikke blev sikret. Kan være i de forkertes hænder Det frygtes nu at sprængstofferne kan være endt i de forkertes hænder. »Vores største frygt er, at hvis materialerne falder i de forkertes hænder, vil de kunne bruges til at udføre terrorangreb«, siger IAEA's talsmand til BBC. Ud over bombningen af flyet over Lockerbie er den type sprængstoffer, som er forsvundet i Irak, blevet brugt til for eksempel bombeangrebet i Saudi Arabiens hovedstad Riyadh i 2003 og bomben i et lejlighedskompleks i Moskva i 1999, der dræbte næsten 300 mennesker. Historiens største guldmine af sprængstoffer Op til krigsudbruddet holdt våbeninspektører nøje øje med Al Qaqaa, da sprængstofferne også kan bruges til at udløse atomvåben - hvis man vel og mærke har de andre komponenter, der er væsentlig sværere at få fat på. Ifølge New York Times rådede IAEA derfor amerikanerne til at beskytte komplekset mod terrorister, der ifølge et internt IAEA notat ville kunne forsyne sig selv »i historiens største guldmine af sprængstoffer«. Det er ikke mere end to uger siden IAEA sidst oplyste, at materialer og udstyr til at fremstille atomvåben er forsvundet i Irak, og at en del irakisk udstyr er blevet observeret hos sælgere på det internationale våbenmarked. CIA's specialstyrke, der leder efter ukonventionelle våben i Irak, er nu blevet sat til at undersøge sprængstoffernes forsvinden. Atomenergiagenturet vil i dag informere FN's sikkerhedsråd om de forsvundne våben.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her