Tysk frygt for fremmedhad

Lyt til artiklen

Efter at de to øverste ledere for de borgerlige unionspartier i Tyskland stillede sig bag tanken om at gennemføre en landsomfattende underskriftindsamling mod tyrkisk medlemskab af EU, blæser det op til politisk storm. Ikke bare tager den socialdemokratisk-grønne regeringskoalition på det skarpeste afstand fra det borgerlige udspil, men også ledende borgerlige politikere river sig i håret. Udenrigsminister Joschka Fischer er stærk fortaler for at optage forhandlinger med Tyrkiet med henblik på et senere EU-medlemskab. Han siger, at han håber, at de borgerlige partier er klar over, hvad der står på spil. »Det kan føre store udenrigspolitiske skader med sig«, siger han. CDU's leder Angela Merkel og Edmund Stoiber, lederen af CSU, CDU's bayerske søsterparti, erklærede, at de to partier planlægger at samle underskrifter ind mod et tyrkisk medlemskab af EU. De borgerlige partier vil i stedet tilbyde Tyrkiet et såkaldt »privilegeret partnerskab«. Peter Hintze, europapolitisk talsmand i Forbundsdagen, siger direkte, at der er risiko for, »at EU ikke politisk kan overleve operation Tyrkiet«. Skæbnestund Det var CSU's bayerske gruppeformand Michael Glos, der fik idéen. Glos kan ikke forestille sig noget værre for Europa og Tyskland end et tyrkisk EU-medlemskab. Glos siger, at »Tyrkiet er et islamisk præget land, der ikke passer i vores kulturkreds«. Han mener, at Tyskland står foran en »skæbnestund«. Hans udtalelser har ikke fået lov at stå alene. Claudia Roth, en af De Grønnes to ledere, kalder ordene for »infame og ansvarsløse«, og siger, at de opfordrer til kulturkamp mellem islam og Europa. Fremmedfjendtlig Reinhard Bütikofer, partiets anden formand, kalder det borgerlige forslag for »en fremmedfjendtlig debat, der handler om af afgrænse sig fra andre«. Bütikofer gør opmærksom på, at konservative politikere i 40 år har talt Tyrkiets sag i en europæisk sammenhæng. Det var en borgerlig regering, der tog initiativet til debatten om Tyrkiets optagelse. Angela Merkel var dengang miljøminister, og hun støttede forslaget. Men det er ikke kun den siddende regerings talsmænd, der er ophidsede over forslaget. Stort set alle CDU-politikere med et udenrigspolitisk ansvar vender sig mod underskriftindsamlingen. Matthias Wissmann, CDU-formand i Forbundsdagens Europaudvalg, advarer mod, at denne sag bliver opfattet som partitaktik. Følelsesbetonet Debatten kan blive »fuldstændig følelsesbetonet«, og »det giver ikke megen mening at mobilisere alt, hvad der vækker følelser i Tyrkiet-spørgsmålet«, siger han. Kurt Lauk, formand for CDU's Erhvervsråd, er fortvivlet. Unionspartierne »har fuldkommen mistet orienteringen« og »er slået ind på en siksakkurs, der truer med at berøve dem al troværdighed«, siger han. Heller ikke talsmænd for Tysklands 2,5 millioner tyrkere er glade for CDU og CSU's idé. Formanden for det Tyrkisk-Tyske Handelskammer, Kemal Sahin, siger, at de to partier må erkende, at man ikke kan tillade sig at fiske efter stemmer med udlændingefjendtlige paroler: »Det vækker kun angst og had, det er en diskrimination af udlændinge«, siger Sahin.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her