»Dette er en kamp på liv og død«, skriver det kinesiske kommunistpartis øverste ledelse i en politisk rapport, der åbent fremlægger de problemer, som truer partiets greb om magten i landet. Den udbredte korruption blandt partiets medlemmer, deres slappe moral og manglende evne til at følge med tiden er de største farer, hedder det i rapporten. »Det er ikke givet, at partiet vil bevare magten for evigt, medmindre vi griber ind for at sikre den«, står der. Svigt og mangler Dokumentet fra centralkomitéens møde peger på mange svigt og mangler, men siger meget lidt om, hvordan partimedlemmerne skal ændre deres arbejdskultur og øge partiets popularitet. Partiet har flere gange tidligere sagt, at det var på tide at tage et opgør med korruptionen, men udviklingen er gået i den modsatte retning. Også tidligere partichef Jiang Zemin sagde ved et par lejligheder i 1990'erne, at dette var et spørgsmål om liv eller død. Advarsel mod 'vestlig indflydelse' Under forhandlingerne forud for partimødet her i september drøftedes et forslag om, at partiet skulle udpege interne overvågningsinstanser, der var uafhængige af magthaverne. Den slags tanker støttes af den nye partichef, Hu Jintao, men det virker, som om han er nødt til at skaffe bedre opbakning til forslagene, inden de offentliggøres. I stedet advarer rapporten mod »vestlig indflydelse« og trusler fra »fjendtlige kræfter«. Det er kodeord for demokratisering og forsøg på politiske reformer - begreber, der glimrer ved deres fravær på de 36 sider. En vis modernisering Så selv om dokumentet på mange måder bærer Hu Jintaos præg, særligt i synet på farerne ved de nye sociale kløfter, er indholdet også et kompromis. Det er formentlig den afgående veteran Jiang Zemin, der har advaret mod politiske reformer. Men under mødet overtog 61-årige Hu Jintao posten som formand for den vigtige militærkommission fra den 78-årige Jiang Zemin. Hu Jintao sidder dermed på de tre vigtige poster som partichef, landets præsident og militærchef. Derfor kan vi trods alt vente os en vis modernisering af partiet, selv om intet tyder på, at etpartistaten skulle være på vej mod en afvikling. Tværtimod understreges det i dokumentet, at kommunistpartiet må blive bedre til at fange de økonomiske tendenser og finde effektive løsninger på de problemer, der opstår. Det er med andre ord et parti, der både vil regere og forvalte. 'Fast greb om medierne' Partiledelsen siger også, at det gælder om at »bevare et fast greb om medierne og styre den offentlige opinion«. Til gengæld anslår rapporten en mere moderne tone, når den fortæller, at partiets beslutninger må gennemføres ved lovgivning og ikke på nogen anden måde. Det understreges også, at der skal være institutionelle og juridiske beskyttelsesmekanismer i systemet. Videreudviklingen af kongresser Det hedder desuden, at systemet med folkekongresser skal videreudvikles. Folkekongresser findes på alle niveauer. Deltagerne udpeges indirekte, undtagen på allerlaveste niveau, og disse kongresser udgør det repræsentative system. I praksis kontrolleres folkekongresserne af partiet, men de har i de senere år fået lov at spille en større rolle som overvågningsinstanser.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Kristian Jersing
Nej, du skal ikke have et sabbatår. Få dig et sabbatliv. Et, hvor du ikke kun lever i weekenderne og i ferierne
Lyt til artiklenLæst op af Kristian Jersing
00:00
Klumme af Lotte Folke Kaarsholm
Han var rig, men boede i et faldefærdigt hus og spiste roer til aftensmad
Lyt til artiklenLæst op af Emil Bergløv
00:00




























