Orkanen Ivan nærmer sig Jamaica

Orkanen Ivan, der har fået tilnavnet »den grusomme«, har på det nærmeste udraderet den lille ø-nation Grenada. Nu kommer turen til Jamaica. - Foto: AP
Orkanen Ivan, der har fået tilnavnet »den grusomme«, har på det nærmeste udraderet den lille ø-nation Grenada. Nu kommer turen til Jamaica. - Foto: AP
Lyt til artiklen

En halv million jamaicanere er blevet opfordret til at forlade deres hjem i takt med at orkanen Ivan nærmer sig med vindstød på op mod 250 kilometer i timen. Ivan kommer hærgende fra det sydlige Caribien, hvor den har forvoldt død og ødelæggelse. »Vi bliver nødt til at forberede os på det værste scenarie, der er muligt. Lad os bede om guds beskyttelse«, siger Jamaicas premierminister P. J. Patterson ifølge BBC. Frygt for plyndringer Myndighederne i Jamaica siger, at 500.000 mennesker i de sydlige kystområder samt områder uden for hovedstaden Kingston bør søge væk. Det er mere end 15 år siden, at Jamaica blev ramt af en orkan, men iagttagere vurderer, at Ivan kan udløse den værste katastrofe i 50 år. Mange tøver imidlertid med forlade deres hjem i frygt for indbrud på trods af at myndighederne har forsikret om at politiet og hæren vil blive sat ind for at forhindre plyndringer. »Denne her ligner en dræber. Hvis den følger sit spor, vil mange af os dø«, siger Jefferson James, der bor i Kingston, til Reuters. 90 procent af Grenada er ødelagt I øjeblikket har orkanen tabt noget af pusten og er blevet nedgraderet fra kategori fem til en kategori fire. Kategori fem er det højeste på skalaen, og meteorologer frygter at Ivan vil tage til i styrke igen. Den Dominikanske Republik og Venezuela er de seneste lande, der er blevet ramt af de kraftige vindstød fra orkanen. Men indtil videre er det Grenada, der er blevet hårdest ramt. Landets premierminister, der har fået sin residens ødelagt af Ivan, vurderer at 90 procent af øen er smadret. Mindst tyve mennesker har mistet livet som følge af orkanen. Ifølge beregningerne vil Ivan søndag ramme Cuba og Florida på mandag. I Florida forbereder man sig på orkanen, der følger i kølvandet på orkanerne Charley og Frances og dermed bliver den tredje inden for en måned. Turister og indbyggere er i stor stil blevet evakueret. Sjældent voldsomme orkaner Det er sjældent, at orkaner når kategori 5 i styrke, som er den kraftigste på Saffir-Simpson skalaen. Orkanen Mitch, der ramte Honduras og Nicaragua i 1998, var en kategori 5 og havde vindstød, der blev målt til næsten 290 kilometer i timen. Mitch kostede omkring 10.000 mennesker livet. Også orkanen Andrew blev kategoriseret som en 5'er. Andrew var den mest bekostelige i USA's historie, og forårsagede ødelæggelser til en værdi af 25 milliarder dollar (150 mia. kr.), da den ramte forstæder i Miami i 1992.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her