Rusland tilbyder 300 millioner rubler - cirka 60 millioner danske kroner - i dusør for oplysninger, der kan føre til anholdelsen af den tjetjenske fundamentalistiske islamist Sjamil Basajev samt den tidligere folkevalgte præsident i Tjetjenien Aslan Maskhadov, oplyser russiske nyhedsbureauer. De russiske myndigheder føler sig overbevist om at de to står bag gidselaktionen på Skole nr. 1 i Beslan. Hvad myndighederne bygger deres mistanke på er uklart, men mandag aften blev den angiveligt eneste overlevende gidseltager vist frem på russiske tv. Omgivet af maskerede og bevæbnede vagter hævdede han, at Basajev og Maskhadov havde givet ordren til angrebet på skolen. Samtidig bad han gentagne gange for sit liv, og sagde at han ikke havde skudt mod gidseltagerne. Eftersøgte er fjender Basajev og Maskhadov er imidlertid fjender. Fundamentalisten Basajev ser angreb på civile som et led i kampen mod Rusland, og tog skylden for gidselsaktionen på et teater i Moskva i 2002 ligesom han også har taget skylden for andre terroraktioner mod civile. Derimod tager Maskhadov afstand skarpt afstand mod terror imod civile, og han har også via sin talsmand Akmed Sakajev taget skarpt afstand fra gidseltagningen i Beslan. Aslan Maskhadov blev valgt som tjetjenernes præsident i 1997 efter den tre års lange krig mellem Rusland og Tjetjenien. Under sin præsidentperiode var hans værste modtandere de brutale fundamentalistiske krigsherrer, herunder Basajev. Efter at Rusland i 1999 igen rykkede ind i Tjetjenien blev han afsat og af Rusland stemplet som terrorist og lever i dag i eksil. Civile angreb Det er stadig uklart hvad der udløste tragedien på skolen i Beslan. Ifølge Ruslan Ausjev, der var hentet til Beslan af myndighederne for at forhandle med gidseltagerne, var det bevæbnede civile, der udløste katastrofen. Ifølge Ausjev indstillede gidseltagerne ilden, efter at en eksplosion inde på skolen fik gidsler til at flygte. Det samme gjorde de russiske styrker, men gidseltagerne blev istedet beskudt af bevæbnede civile. Gidseltagerne opfattede det som et russisk angreb på skolen, hvorefter flere bomber blev bragt til sprængning. 100 savnes fortsat Beslan begraver i disse dage 335 børn og voksne, som blev dræbt, da den to døgn lang gidseltagning på skole nr. 1 sluttede i fredags. 100 savnes fortsat og flere hundrede er indlagt på hospitaler i området.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























