Russiske elitesoldater angreb før middag den skole i den sydrussiske by Beslan, hvor et ukendt antal børn og voksne siden onsdag har været holdt som gidsler uden hverken mad eller drikke og under stadige dødstrusler. Ved middagstid gik det pludselig hurtigt, da der lød store eksplosioner fra skolen og bygningens tag kollapsede. Halvnøgne og skrigende børn begyndte at flygte, mens terroristerne skød efter dem. På et tidspunkt, måske før eksplosionerne, stormede de russiske specialstyrker skolebygningerne og forsøgte at tage kontrollen med området. Ifølge en af præsident Vladimir Putins rådgivere er over 150 gidsler dræbt, skriver Interfax. Tal fra hospitalerne viser, at næsten 400 mennesker er indlagt på hospitaler i området - heraf halvdelen børn. Flere af de værst sårede er transporteret til hospitalet i regionens storby Vladikavkas. Journalister siger, at de har set op mod 100 lig i den sønderbombede gymnastiksal. Kampene fortsætter mellem gidseltagerne og russiske soldater i og omkring skolen. Der lyder stadig kraftige eksplosioner fra området. Der er rapporter om, at tre terrorister har forskanset sig i en kælder i skolen, hvor specialstyrker er i kamp med dem. Muligvis har de tre terrorister også gidsler med sig, siger sikkerhedstjenesten. Gidseltagere, heraf flere arabiske, dræbt Interfax beretter desuden om 20 dræbte gidseltagere. Ifølge en regional sikkerhedschef var 10 af de dræbte gidseltagere arabere, hvilken bekræfter myndighedernes opfattelse af, at gidselaktionen har forbindelse til al-Qaeda. Nogle af terroristerne forskansede sig tilsyneladende senere i et hus i Beslan. Huset blev omringet af specialstyrker, der bombarderede det. Ikke planlagt Det er endnu uklart, hvorfor eftermiddagens angreb blev indledt. Russiske militærchefer - såvel som den russiske præsident Vladimir Putin - har de sidste dage lovet, at man ikke uprovokeret ville storme skolen af frygt for, at gidseltagerne ville gøre alvor af truslerne og sprænge skolen i luften, hvis soldater forsøgte et angreb. Den øverstbefalende for regionens afdeling af den russiske sikkerhedstjeneste FSB afviser da også, at man havde planer om et angreb: »Lad mig understrege, at der ikke var planlagt nogen militær aktion fra vores side. Vi havde i stedet planer om at fortsætte forhandlingerne. Jeg vil dog gerne fremhæve, at vi fik reddet adskillige gidsler ud i live«, var den eneste kommentar fra FSB-chefen Valery Andreyev. I 2002 mistede 129 mennesker livet, da russiske soldater satte ind med giftgas mod tjetjenske gidseltagere, der havde taget over 700 gidsler i et teater i Moskva. Måtte hente lig Flere spekulationer om angrebets årsag florerer. Angiveligt havde gidseltagerne givet russiske styrker lov til at hente flere lig i nærheden af skolen, hvorefter skyderiet begyndte. Samtidig forsøgte en større gruppe børn at flygte, hvilket førte til voldsomme eksplosioner og skud inde fra skolen. Adskillige børn nåede at løbe ud af skolen, smurt ind i blod. Udenfor skolen ventede læger og sygeplejersker. Da børnene nåede i sikkerhed, drak de uhæmmet af vandflasker, da de ikke havde fået hverken vand eller mad, siden de blev taget som gidsler i onsdags. Op til 1.500 gidsler Mindst 500 - og muligvis op til 1.500 - mennesker har været taget gidsler på skolen, siden gidseltagerne stormede skolen i onsdags på første skoledag efter sommerferien. Gidseltagerne har krævet et frit og selvstændigt Tjetjenien samt de russiske tropper trukket ud af den russiske republik.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Pårørende til beboere på demensafdeling i Lyngby-Taarbæk
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























