Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Arnold Schwarzenegger går i aktion for sin præsident

Lyt til artiklen

I sidste uge fik delstaten Californien flere penge mellem hænderne. Staten solgte ud af et pudsigt overskudslager, der blandt meget andet rummede flymotorer, gaffeltrucks, neglefile konfiskeret fra flypassagerer og slidte kontormøbler fremstillet af indsatte i Californiens fængsler. Det gigantiske loppemarked gav ikke mange millioner i kassen, men det er et af de mere spektakulære initiativer fra Californiens guvernør, Arnold Schwarzenegger, der blev valgt sidste år, da staten var på fallittens rand. Men bortset fra at den tidligere actionfilmstjerne med de stadig svulmende overarme har lånt milliarder for at feberredde statens økonomi og altså nu også har frigjort aktiver fra det spraglede overskudslager, er det stadig svært at blive klog på, hvad Schwarzenegger står for politisk. Debut på den store scene I nat gør han sin debut på sin hidtil største politiske scene, når han er en af hovedtalerne ved Det Republikanske Partis konvent, der er samlet i New York for formelt at kåre George W. Bush som kandidat til endnu en periode som USA's præsident. Schwarzenegger er valgt til den fremtrædende plads på talerstolen i håb om, at han kan appellere til de ubeslutsomme vælgere på den politiske midte i de 15-20 amerikanske delstater, hvor præsidentvalget reelt bliver afgjort. Men selv om hans hjemstat, Californien, er en sikker demokratisk højborg, vil de derhjemme også lytte opmærksomt i håb om at få flere brikker til den politiske gåde Schwarzenegger. En af USA's bedst kendte konservative kommentatorer Robert Novak har kaldt Schwarzenegger »det nærmeste republikanerne kommer på en demokrat«. Guvernøren er en stærk fortaler for fri abort og våbenkontrol, og han læner sig i retning af at synes, det vil være i orden for homoseksuelle at blive gift og i retning af at være imod krigsførelsen i Irak. Men demokraterne, der har flertal i delstatens kongres, er stadig forvirrede. Da parlamentsåret sluttede i sidste uge, vedtog de som en bevidst provokation en lang række lovforslag, som guvernøren skal bruge det meste af september på enten at godkende eller afvise. Klemt af sin sponsor »Efterhånden som året er skredet frem, har vi fundet ud af, at det er temmelig svært at lodde guvernørens holdning til en lang række spørgsmål. Så når vi ikke rigtig kan finde ud af, hvilken retning han går, har mange altså besluttet, at nu lægger vi bare det hele på hans bord, og så bliver han jo nødt til at bestemme sig«, sagde delstatssenator Don Perata forleden til avisen Los Angeles Times. Blandt de mange hundrede lovforslag på guvernørens bord ligger også en håndfuld, der uundgåeligt vil sætte Schwarzenegger i et dilemma i forhold til en række af de store virksomheder, der har finansieret hans valgkamp sidste år og helt aktuelt også har betalt en del af de over 2,2 millioner kroner, det koster ham og hans følge at rejse til New York for at deltage i republikanernes konvent. Der er blandt andet et lovforslag, der går stik imod Bush-regeringens politik, der skal tillade borgerne selv at købe medicin direkte i udlandet for at slippe for de høje priser, de amerikanske producenter sælger til her i landet. Forslagene er gode, demokratiske mærkesager, der stemmer godt overens med guvernør Schwarzeneggers liberale holdninger. Guvernør i klemme Men de sætter også guvernøren i klemme over for både Bush-regeringens politik og over for hans store økonomiske bagmænd. For eksempel har biotekfirmaet Genentech doneret omkring 1,2 millioner kroner til Schwarzenegger, medicinproducenten Pfizer har betalt over 600.000, og Californiens bilforhandlere var blandt de største støtter under valgkampen sidste år og har ifølge Los Angeles Times nu givet næsten seks millioner. I dag får Schwarzenegger så chancen for at definere sig selv over for ikke bare vælgerne i Californien, men hele USA. Han har ikke villet løfte så meget som en flig for, hvad han vil sige. Men hans sædvanlige kritikere er spændt på, om han som i tidligere taler til et mindre publikum vil blive ved med at trække tungt på sin fortid som stærk mand og filmkarakteren Terminator, og om han stadig vil foretrække at underholde og fængsle sit publikum med korte, smarte pointer, frem for at levere en rigtig politisk tale. Opbakning i Californien Hjemme i Californien viste en meningsmåling for nylig, at 65 procent af alle vælgere er godt tilfredse med deres guvernør. Mange kommentatorer gætter på, at talen i dag kan være et skridt mod landets højeste post, som Schwarzenegger i øjeblikket slet ikke har lov til at stille op til, fordi han er født i udlandet. Selv om der skal en forfatningsændring til, så holder medierne ikke op med at spekulere i Arnold Schwarzeneggers formodede ambitioner om en dag at blive præsident. Foreløbig mener flere, at Schwarzeneggers tale i aften meget vel kan få flere seere end præsidentens på torsdag.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her