Toppolitiker i Korea går - løj om sin far

Lyt til artiklen

Hver onsdag demonstrerer en lille flok ældre kvinder foran den japanske ambassade i Sydkoreas hovedstad Seoul. De nægter at lade omverdenen glemme deres tid som tvangsudskrevne glædespiger for japanerne for mere end tres år siden. For Sydkoreas fortid som japansk koloni påvirker stadig landet. Torsdag trådte formanden for landets største parti, Shin Kin-nam, tilbage efter at have løjet om sin fars samarbejde med datidens kolonimagt. »Jeg er stadig chokeret og har svært ved at tro på detaljerne i de seneste rapporter om min far«, sagde han ifølge BBC på et bevæget pressemøde i går. Anklaget for tortur Shin Ki-nam har altid udlagt det, som om faderen arbejdede som lærer under kolonitiden. Men nu viser det sig, at han var sergent ved militærpolitiet, og to veteraner har anklaget faderen for at have tortureret dem. Den primære grund til, at Shin Ki-nam træder tilbage, er, at han har løjet. Men selv hvis han havde stået frem fra starten og erkendt faderens samarbejde med japanerne, ville det stadig have haft en vis effekt, siger adjunkt ved Asienstudier på Københavns Universitet, Carl Jørgen Saxer. Skam over familien »Det skyldes, at det er et kungfutsiansk land. Derfor tager man sine forfædres handlinger mere alvorligt, end vi gør i Danmark. Og det har stor betydning, hvis en farfar eller en far på et tidspunkt har bragt skam over familien«, forklarer han. Præsidenten Rho Moo-huyn har tidligere efterlyst en debat om kolonitiden. Derfor skal der nu nedsættes en kommission, der skal redegøre for, hvem der samarbejdede med japanerne og på hvilken måde. »Der er et vældigt slagsmål i gang i Sydkorea i øjeblikket mellem regeringen, som ofte er yngre og progressive, og så den konservative opposition. Nogle af folkene i oppositionen har haft fædre eller bedstefædre, som har været højt på strå i det koreanske samfund i kolonitiden, og man kom ikke højt på strå i den periode uden at samarbejde med japanerne. Så de har ingen interesse i at få undersøgt deres forfædres handlinger under kolonitiden«, siger Carl Jørgen Saxer. Vink til modstander Oppositionen har beskyldt Shin Kim-nams beslutning om at gå for at være et strategisk fingerpeg til lederen af oppositionspartiet Grand National Party om, at hun burde gøre det samme - hendes far var nemlig også officer i den japanske kolonihær. »Hele kolonitiden er ikke rigtig færdigbehandlet i befolkningens bevidsthed, fordi de efterfølgende autoritære styrer ikke tillod, at man undersøgte den ordentligt. Men koreanerne glemmer ikke den slags ting. Nu, hvor de har demokrati, er der meget, der kommer op til overfladen igen«, siger Carl Jørgen Saxer.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her