Canadas muslimer afprøver grænserne for tolerance

Hvis kimonoen eller kylling i karry skulle ende med at blive canadiske ikoner på linje med ahornbladet, ishockeystaven og bæveren - så lad det ske. Det er konsekvensen af den multikulturelle tankegang, som har været den canadiske regerings officielle doktrin i årtier og har fremmet integration af indvandrere. Minareter har også været velkomne i dette ellers sekulære samfund, hvor stadig færre mennesker går i kirke, mens mere end 100 moskéer er dukket op i de senere år. Men selv i Canada er der måde med tolerancen, og grænsen kan være svær at drage - særligt når et stigende antal indvandrere har væsentligt anderledes værdier med i bagagen. En organisation ved navn det Canadiske Selskab af Muslimer afprøver nu denne grænse med etableringen af det Islamiske Institut for Civilret baseret på sharia, altså islamisk lov, til afgørelse af tvister om ejendom, arv, ægteskab og skilsmisse. Polemik Udsigten til officiel anerkendelse af sharialovgivningen har allerede skabt voldsom polemik. Emnet er ubekvemt for et tolerant samfund som Canada, hvor den muslimske befolkningsandel er på 600.000 personer og i stadig stigning. Spørgsmålet er: Kan et fortrinsvis jødisk-kristent samfund overlade beskyttelsen af individet til islamiske regler? Den muslimske organisation benytter sig af en lov fra 1991 i delstaten Ontario, som giver religiøse autoriteter myndighed til at afgøre civile søgsmål, under forudsætning af at de involverede i sagen frivilligt underlægger sig denne voldgift og har mulighed for at anke dens afgørelser til de canadiske domstole. Tidligere har jøder og kristne benyttet loven til at afgøre et forholdsvis lille antal sager uden om domstolene. Rabbinere har således givet religiøse skilsmisser, afgjort spørgsmål om kostregler og afgjort forretningstvister. Katolikker har fået ægteskaber annulleret, og forskellige trosretninger har afgjort sager om præsters upassende opførsel og om pengekiv i og mellem menigheder. Religiøs lov Det Islamiske Institut for Civilret ønsker imidlertid, at imamer og andre forligsmænd skal kunne afgøre et bredere spektrum af sager. Syed Mumtaz Ali på 77, indiskfødt islamisk sagfører og lærd, er den drivende intellektuelle kraft bag instituttet. For Ali kan en muslim ikke være muslim uden at følge sharialovgivningen. »Muslimer lever et liv, som er grundlæggende forskelligt fra det sekulære vestlige liv«, anfører han i et interview. »Alt, hvad vi gør, er styret af religiøs lov«. For Ali er det helt i orden, at en søn arver dobbelt så meget som sin søster, og at en mand automatisk har ret til skilsmisse, mens end kvinde ikke har det. Muslimske voldgiftsmænd har endnu ikke truffet nogen beslutninger - men man må formode, at den canadiske stat ikke vil acceptere en eventuel beslutning om at stene en utro kvinde eller skære hånden af en tyv. Begge dele er tilladte straffeformer i radikale udgaver af sharialovgivningen. Kritikere siger, at sharia er i konflikt med Canadas forfatning, konkret landets Rettigheds- og Frihedscharter, som garanterer kønnenes lighed. Ifølge canadisk familielovgivning har mænd og kvinder for eksempel samme ret til arv og til ejendom erhvervet i løbet af ægteskabet. Det sker tit og ofte, at canadiere giver afkald på deres rettigheder, men det er domstolenes pligt at sikre, at borgerne får uafhængig juridisk rådgivning forud for en sådan beslutning. Kritikere af sharialovgivningen siger, at med den vil muslimske kvinder miste deres rettigheder, idet de ofte lever isoleret fra det canadiske samfund og er afhængige af mænd, der fortæller dem, hvad de skal gøre. »Jeg kan ikke se, hvordan det kan være frivilligt«, siger Shahira Hafez på 53, egyptiskfødt narkoselæge og kasserer i Toronto-afdelingen af det Canadiske Råd for Muslimske Kvinder. »Når alle disse kvinder fra Pakistan, Indien og Afghanistan bliver holdt isoleret i deres lokalsamfund, ikke lærer engelsk, og kun har kontakt til det canadiske samfund gennem deres mand og mandens familie«. Fleksibel Som Ali fra det Islamiske Institut ser det, er der ingen modsætning mellem at være en god muslim og en god canadisk medborger. »Sharialovgivningen er fleksibel og tilpasser sig«, siger han. »Grænsen går for mig der, hvor canadisk lov påbyder mig bestemte ting. Jeg er nødt til at overholde landets love«. Den nu afdøde premierminister Pierre Elliott Trudeau drømte om et Canada, hvor forskellige skikke og identiteter kunne leve harmonisk side om side uden nogen dominerende canadisk identitet, uden smeltedigel og uden nogen officiel kultur. H. Donald Forbes, som underviser i statsvidenskab ved Toronto Universitet, siger, at skønt han ikke kan vide med sikkerhed, hvordan Trudeau ville have forholdt sig til idéen om shariadomstole, »tror jeg, han ville være med på den«. Forbes tilføjer, at så længe den religiøse voldgift er frivillig, ville Trudeau formodentlig have ment, at »denne form for meningsfulde forlig er i overensstemmelse med den multikulturelle ånd«. Ikke desto mindre er sharialovgivningen ikke almindeligt accepteret i andre vestlige demokratier, og nogle af Canadas muslimske kvinder påpeger, at etableringen af sharia i en af landets mest folkerige provinser vil skabe en farlig præcedens. »Her i Canada bliver piger skilt fra drenge i private islamiske grundskoler og siden tvunget ind i arrangerede ægteskaber i en alder af 13, 14 eller 15 år med mænd, der er dobbelt så gamle som dem - det er sharia«, siger Homa Arjomand på 52, en iranskfødt rådgiver for voldsramte kvinder. »Hvor meget valg har disse kvinder?«. Ontarios regering har reageret med udnævnelsen af Marion Boyd, feministisk aktivist og tidligere medlem af delstatsregeringen, til at gennemgå forligsloven fra 1991. Oversættelse: Sara Høyrup