Overlevende og pårørende spørger: Hvad blev der af ansvaret?

På et eller andet tidspunkt i løbet af den time og 14 minutter, som angrebet, der fik USA til at indse sin egen sårbarhed, varede, krydsede Elaine Hughes' og April Gallops livsbaner hinanden. Lige efter klokken 9.03 11.september 2001 talte Elaine Hughes med sin søn for sidste gang. To fly ramte World Trade Centres tårne, og han blev spærret inde i sit kontor på de øverste etager. Samtidig var April Gallop ved at køre ind på Pentagons område med sin lille søn i klapvogn, fordi hun skulle skrive ham op til en vuggestueplads. Hun opholdt sig i stadig i forsvarsministeriets bygninger, da det tredje kaprede fly ramte Pentagon. Da det fjerde og sidste fly styrtede ned på en mark i Pennsylvania, var April Gallop ikke længere ved bevidsthed. De to kvinders skæbner blev igen flettet sammen, da de i torsdags mødtes i et elegant udseende lokale, holdt i grønne og gyldne nuancer. Her deltog husmoderen Hughes og Gallop, som er enlig mor og tidligere soldat, begge i et særligt orienteringsmøde for de pårørende til de næsten 3.000 mennesker, som omkom under angrebene på World Trade Centre og Pentagon. Anledningen var offentliggørelsen af den længe ventede rapport om angrebene. Ingen forklaring Næsten tre år efter angrebene fandt sted og efter en lang og sej kamp for at opklare, hvordan og hvorfor så mange amerikanerne blev slået ihjel af 19 mænd bevæbnede med papirknive, var Elaine Hughes og April Gallop nået til en milepæl. Det var meningen, at rapporten skulle være det endelige punktum: USA's bedste svar på, hvordan så mange kunne miste livet i løbet af én enkelt dag i fredstid. April Gallop bladrede hurtigt igennem den 567 sider lange rapport. Der var ikke ret meget af indholdet, der var nyt for hende, siger hun. Hun har flittigt fulgt med i kommissionens arbejde det seneste halvandet år. Desuden har hun en gnavende fornemmelse af, at hun aldrig kan få en tilfredsstillende forklaring på, hvad der skete eller svar på det mest grundlæggende spørgsmål af alle: Hvem har skylden? »Hvordan kan de nå frem til den konklusion, at ingen kan holdes ansvarlig, når der er begået så mange fejl, og så mange er omkommet?«, spørger hun. »Når så mange mennesker dør og så mange andres tilværelse er blevet ændret drastisk, vil man gerne have placeret et ansvar og ikke bare snakke om det. Man vil se beviser på, at der er sket håndgribelige forandringer«, siger April Gallop. Den 32-årige kvinde har været heldig. Hun overlevede angrebet på Pentagon og fik gravet sig fri af murbrokkerne få øjeblikke efter, at afgang 77 fra American Airlines havde pløjet sig ind i bygningen. Det lykkedes hende også at finde sin søn, men hun bliver aldrig soldat igen. Ødelagt hofte Ved ankomsten til mødet i torsdags støttede hun sig kraftigt til den stok, som hjælper hende med at bevæge sig trods en ødelagt hofte og rygrad. Sønnen Elijah, som var to og en halv måned gammel, da angrebet fandt sted, for rundt og viftede med sin kop. Han har indlæringsvanskeligheder som følge af angrebet. »Jeg ser det for mig hver eneste dag. Der er altid et eller andet, der udløser det, uanset hvor meget de hjælper mig. Uanset hvor meget terapi man gennemgår, forsvinder det ikke«, siger hun. Tiden stod også stille for Elaine Hughes 11. september 2001. Hun er iført en polkaprikket kjole, da hun ankommer til mødet. Hun har en badge på kjolen med billedet af en smilende og solbrændt Kris. »Han fyldte 33 i mandags«, siger hun. Hendes ældste søn Kris var på arbejde som sikkerhedsrepræsentant i et firma på 98. etage i World Trade Centre, da det andet fly, afgang 175 fra United Airlines, ramte det sydlige tårn. »Jeg talte i telefon med ham, og han fortalte, at de var spærret inde. Ilden bredte sig, og de kunne ikke komme ud. Dørene var låst«. Vred og irriteret Siden sønnens død har Elaine Hughes overværet hver eneste af undersøgelseskommissionens høringer, og selv om hendes liv kun havde meget lidt tilfælles med April Gallops inden den dag i september 2001, er hun nået frem til næsten samme konklusion som Gallop: »Jeg vil ikke sige, at jeg er særlig overrasket, for politikere har opført sig på samme måde i flere hundrede år. Det, der gør mig vred og irriteret, er, at ingen bliver draget til ansvar for deres handlinger eller mangel på samme«, siger hun. »Der er ingen, der er blevet fyret, ingen har fået en påtale, og nogle af de involverede er oven i købet blevet forfremmet«. For de efterladte har årene siden 11. september 2001 formet sig som ét langt kursus i det politiske spils inderste væsen. Officielt siger talsmændene for familierne, at deres kamp ikke slutter med denne rapport. De fastholder, at de vil holde nøje øje med, at kommissionens anbefalinger bliver ført ud i livet. Alligevel mødte kun knap 40 af de efterladte op for at høre kommissionens konklusioner. På sin vis er rapporten en sejr. Først fik familierne gennemtrumfet, at der i det hele taget blev nedsat en uafhængig kommission trods Bush-regeringens udtalte modstand. Familierne udnyttede medierne og offentlighedens sympati til at gennemtvinge sammensætningen af kommissionen over et år efter angrebene. Derefter brugte familierne deres indflydelse på kommissionens vegne. De var de tungtvejende kræfter bag det pres, der tvang en ellers yderst modvillig regering til at lade den nationale sikkerhedsrådgiver, Condoleezza Rice, vidne offentligt og under ed. De har også delvist taget æren for, at kommissionen fik mere tid til at arbejde, efter at regeringen havde trukket processen i langdrag. Overvandt frygt »Det har været en helt utrolig proces. Vi har arbejdet virkelig hårdt. Da vi startede, havde vi ingen anelse om, at det ville blive så hårdt at overbevise folk om, at landets sikkerhed er vigtig«, siger Mindy Kleinberg, der mistede sin mand Alan under terrorangrebet. Alan, der var far til tre små børn, var på arbejde i World Trade Centres sydlige tårn, da flyet ramte. Han blev 39. Mindy Kleinberg var hjemmegående på daværende tidspunkt. I dag er hun del af 'The Jersey Girls' - fire enker, som er blevet de mest højrøstede og synlige repræsentanter for de efterladte. »Vi blev lidenskabelig optaget af arbejdet. Vi kunne se, at efterretningstjenesterne havde fejlet, og vi ville ikke lade dem slippe af sted med det. Viljen overvandt vores frygt«, fortæller Mindy. Ligesom de øvrige frontfigurer er Mindy Kleinberg helt overbevist om, at hendes arbejde fortsætter. Hun vil være med til at sørge for, at den næste amerikanske regering gør kommissionens retningslinjer til lov. Hun er stolt af sin indsats og positivt indstillet over for den næste del af familiernes kampagne, men rapporten har heller ikke givet hende de svar, hun ledte efter. »Jeg er gal på al-Qaeda og de 19 flykaprere, men jeg tror også, at vi skal tage vores del af ansvaret«, siger Mindy Kleinberg. Oversættelse: Nina Skyum-Nielsen