Cameron: Rod ved valgstederne skal undersøges

rod. Valgkommissionen i Storbritannien lover en tilbundsgående undersøgelse af de mange problemer med vælgere, der i går blev afvist ved valgstederne.
rod. Valgkommissionen i Storbritannien lover en tilbundsgående undersøgelse af de mange problemer med vælgere, der i går blev afvist ved valgstederne.
Lyt til artiklen

Der er brug for en tilbundsbående undersøgelse af, hvad der gik galt under gårsdagens valg i Storbritannien.

Det er politikerne enige om.

Den konservative leder David Cameron siger, at en af den nye regerings første opgaver bliver »at komme til bunds i, hvad der er sket og sikre, at noget lignende ikke kan ske i fremtiden«.

En talsmand for Labours Gordon Brown siger, at Brown er »meget bekymret over melding og støtter en tilbundsgående undersøgelse af problemerne«.

LÆS OGSÅ Hundredvis af vælgere sendt væk

Britiske vælgere i hundredvis - måske endda tusindvis - fik ikke mulighed for at stemme ved gårsdagens valg, skriver flere medier herunder BBC og The Daily Mail.

Valgkommissionen i landet har lovet, at der hurtigt vil blive lavet en undersøgelse af hændelsesforløbet, der møder stor kritik.

Vælgere i både London, Sheffield, Leeds, Manchester, Newcastle, Birmingham og Bristol stod i går i kø ved flere valgsteder i timevis uden at kunne komme til. Enkelte steder valgte man at holde valgstederne åbne en halv time længere end planlagt på grund af de lange køer.

Flere valgsteder oplevede desuden den absurde situation at løbe tør for stemmesedler.

Briterne får en koalitionsregering

Forholdene har fået ældre politikere til at betegne valget som en fiasko på linje med valgafholdelse i visse tredjeverdenslande.

Labours justitsminister Jack Straw udtaler, at han »ikke har været med til noget lignende«.

Flere steder førte det til uro foran valgstederne, og politiet måtte tilkaldes for at fjerne de vælgere, der protesterede over forholdene.

Flere iagttagere siger, at de kaotiske tilstande kan have påvirket valgresultatet i de områder, hvor stemmeresultaterne mellem de konservative og Labour har været tætte.

Tæt opløb

I Chester vandt Toby Perkins for eksempel et parlamentssæde for Labour med kun 549 stemmers forspring. Samtidig forlyder det, at flere end 600 personer blev bortvist fra stemmeurnerne samme sted, fordi valglisterne ikke var blevet ordentligt opdateret.

Menneskerettighedsadvokat Geoffrey Robertson understreger, at de mange, som ikke fik mulighed for at stemme i går, har mulighed for at gå rettens vej.

»Disse mennesker har ret til at anlægge sag«, siger han og vurderer, at de forurettede som minimum vil kunne få 750 pund i erstatning.

LÆS OGSÅ Cameron: Labour har mistet magten

Elisabeth Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her