Gigantisk olieopsamler har nået havets bund

OLIEUDSLIP. Denne gigantiske beton- og metalklods er nu blevet sænket ned i Den Mexicanske Golf. Håbet er, at den kan opsamle en stor del af den olie, der fosser op fra undergrunden.
OLIEUDSLIP. Denne gigantiske beton- og metalklods er nu blevet sænket ned i Den Mexicanske Golf. Håbet er, at den kan opsamle en stor del af den olie, der fosser op fra undergrunden.
Lyt til artiklen

En kolosal betonkasse på størrelse med et fire etagers hus og på 100 ton er nu blevet sænket ned i Den Mexicanske Golf, skriver nyhedsbureauet AP.

Formålet er at forhindre nogle af de mange tusinde liter olie, der fosser op fra undergrunden, i at nå ud i havet, via beton- og metalkassen og ind i et tankskib.

Styrmanden på den båd, der bragte betonkassen ud til olielækket, Douglas Peake, har meddelt i en radiotransmission fra en nærliggende båd, at betonklodsen er helt på plads inden længe.

Selv om det er to uger siden, at boreplatformen Deepwater Horizon eksploderede og sank, er det endnu ikke lykkedes oliekoncernen BP at stoppe strømmen af olie, der vælter op fra de lækkede rør under havets bund.

LÆS ARTIKEL

Minister: Kæmpe fejl førte til oliekatastrofe

Ingen har nogen sinde før forsøgt en lignende teknik på så dybt vand - nemlig 1.500 meter under havets overflade.

Skal minimere miljøkatastrofen
Containeren er designet til at kunne opsamle hele 85 procent af olieudslippet op i et tankskib via en tragt. Når containeren er sat på plads, overtager undervandsrobotter arbejdet.

De skal sikre, at containeren bliver placeret korrekt over det ene af af lækagerne i de ødelagte borerør, hvilket kan tage mange timer.

Hvis alt går vel, kan selve olieopsamlingen starte søndag, men der kan meget vel opstå problemer, understreger BP's talsmand David Nicholas.

BP vil ikke garantere noget
»Vi har ikke gjort det før. Det er meget komplekst, og vi kan ikke garantere noget«, sagde han ifølge AP før nedsækningen.

LÆS ARTIKEL

Derfor er det svært at stoppe olielækken

Og det har han fuldstændig ret i, medgiver Jørn Madsen fra Mærsk Drilling.

»Det er selvfølgelig meget vanskeligt på 1.500 meters dybde, hvor der oven i købet er havstrøm. Problemet er, at man aldrig har prøvet det på så dybt vand«, siger han.

BP er ansvarlig for at rydde op efter olieforureningen, da oliekoncernen lejede boreplatformen Deepwater Horizon, som eksploderede 80 kilometer ude i Den Mexicanske Golf.

Fugle dykker rundt i oliepøler

Der har været flere skøn på, hvor mange liter olie, der fosser ud i havet i døgnet. De første tal, der var fremme, lød på knap 800.000 liter om dagen. Efterfølgende sagde BP, at tallet muligvis kunne være 10 gange større.

LÆS ARTIKEL

Oliegigant indrømmer: Udslip er langt større end forventet

Olien har nået ubeboede øer ud for Louisianas kyst, hvor der lever mange skrøbelige dyr. Flere fugle er blevet set indsmurt i det fedtede, rose-brune vand, og døde fisk er skyllet op på land.

»Det er over det hele. Vi håber at få ryddet op, før det bevæger sig op til vestsiden af floden«, siger Dustin Chauvin, en 20-årig rejebådskaptajn fra Terrebonne Parish, Louisiana, til AP.

LÆS ARTIKEL

Fugle fundet smurt ind i olie i USA

Han tilføjer:

»Det er hele vores fiskeplads. Det er vores levebrød«.

USA's indenrigsminister Ken Salazar befalede alle olieboringer stoppet på landsplan indtil mindst udgangen af maj måned, mens regeringen undersøger udslippet i Den Mexicanske Golf.

Pernille Mainz

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her