Engang var Ludwig-Holger Pfahls, 61, en betydningsfuld mand i Tyskland, chef for politiets efterretningstjeneste og siden den næstmægtigste mand i forsvarsministeriet, med ansvar for våbeneksporten. Forleden blev han arresteret i Paris. I fem år havde han stået på det tyske kriminalpolitis liste over »mest eftersøgte personer«. Det var en stor fisk, man dér fik i nettet. Får Pfahls munden på gled, kan det måske spolere nattesøvnen for en og anden politiker, der havde med Pfahls at gøre i hans velmagtsdage. Nøgleperson Pfahls var en nøgleperson, da Tyskland i 1991, efter megen tøven, besluttede at sælge 36 panserkøretøjer af typen 'Fuchs' (ræv) til Saudi-Arabien. Som statssekretær i forsvarsministeriet var han med til at trumfe salget igennem - på tværs af modstand i sit eget ministerium. Anklagemyndigheden mener, at han ved den lejlighed kunne stikke 3,8 millioner tyske mark (16 millioner kr.) ned i foret. En lille erkendtlighed for hans positive medvirken til salget. Saudi-Arabien betalte 446 millioner mark for de 36 stk. 'Fuchs'. Dagsprisen var ellers kun 200 millioner mark, har fagfolk påpeget. Differencen på 220 millioner gik til 'provisioner'. Del af kagen Statssekretær Pfahls fik angiveligt sin del af kagen. Men hvem nød ellers godt af den? Dét spørgsmål venter fortsat på et svar. De pågældende panserkøretøjer er en slags laboratorier på larvefødder. Mandskabet kan, uden fare for eget liv, måle, om der i et område er anvendt ABC-våben, altså atomare, biologiske og kemiske våben. Under Golfkrigen følte Saudi-Arabien sig truet af Saddam Husseins Irak, derfor var man stærkt opsat på at få de højteknologiske køretøjer. Den tyske udenrigsminister, Hans-Dietrich Genscher (FDP), strittede imod, men vendte på en studs. Det var kansler Helmut Kohl, der skar igennem, efter at USA havde presset på for at hjælpe sin allierede, Saudi-Arabien. Vellønnet rådgiver Året efter, i 1992, forlod Ludwig-Holger Pfahls sin høje post i forsvarsministeriet. Han havde spillet en dubiøs rolle i et tys-tys salg af våben fra det tidligere DDR til Israel. I Mercedes-Benz-koncernen fandt den ferme jurist vellønnet beskæftigelse som rådgiver. Men anklagemyndigheden blev ved med at interessere sig for hans medvirken i våbensalget til Saudi-Arabien. Han følte jorden brænde under fødderne - og stak af. Han blev sidst set i 1999. Under en rejse fra Taiwan til Hongkong forsvandt han sporløst. I fem år ledte man efter ham, snart i det ene, så i det andet land. Indtil han blev pågrebet i tirsdags, i en lejlighed i velhaverkvarteret omkring Eiffeltårnet. Hjælp fra agenter Når han har kunnet holde sig skjult så længe, hænger det sandsynligvis sammen med, at han, den forhenværende efterretningschef, har haft gode hjælpere i gamle agenter i både Frankrig, Tyskland og Taiwan. En anden nøgleperson i sagen er Karlheinz Schreiber, der har haft mere end en finger med i adskillige fordækte våbensalg, hvor han har scoret formuer som mellemmand. En del af dem har han i sin tid ledet videre til sine 'forbindelser', heriblandt i det tidligere regeringsparti CDU. Schreiber har for længst bragt sig i foreløbig sikkerhed i Canada. Indtil nu er det ikke lykkedes Tyskland at få ham udleveret. Hverken Schreiber eller Pfahls ville have nået deres positioner uden kraftig bistand af Franz Josef Strauss, der døde i 1988. Strauss, der engang var en supersværvægter i tysk politik, blev tidligt opmærksom på den unge Ludwig-Holger Pfahls' evner. Han gjorde ham til sin højre hånd i Bayern og hjalp ham senere til de høje embeder på nationalt niveau. Karlheinz Schreiber havde Strauss brug for, når der skulle hales store ordrer hjem til våbenindustrien i Bayern - og hvor den gesjæftige Strauss nu ellers måtte have jern i ilden. Dunkel sag Schreiber tog sig også meget af Strauss' søn, Max, der i går blev idømt tre års og tre måneders fængsel for skattesvig. Den noget dunkle sag hænger sammen med våbenhandler og millioner og millioner af euro i 'godtgørelser'. Også her har Schreiber været på færde med oprettelse af diverse diskrete konti både i Schweiz og Liechtenstein. Schreiber har tidligere fortalt, at han gav en del af sine fortjenester som lobbyist videre til CDU, dengang partiet blev ledet af Helmut Kohl. Men den gamle kansler benægter det forarget: I hans regering var man ubestikkelig. For fire år siden var CDU i havsnød som følge af en række 'affærer' om tilskud fra unavngivne kilder. Æresord Forbundsdagen nedsatte en undersøgelseskommission, men den kom ikke til bunds i mudderet, eftersom hovedpersonen Kohl nægtede at udtale sig. Han henviste til, at han havde givet sit æresord til de generøse velyndere, og hvem løber fra et æresord? Tyskland vil begære Ludwig-Holger Pfahls udleveret af Frankrig. Men det antages, at franskmændene først vil tage sig tid til at udfritte Pfahls om hans kendskab til en anden korruptionsskandale: Efter den tyske genforening blev det tidligere DDR-raffinaderi Leuna solgt til den franske oliekoncern Elf-Aquitaine. Også dengang flød det med rigelige 'provisioner' til højre og til venstre. En del af sporene leder i retning af forhenværende efterretningsfolk såvel i Tyskland som i Frankrig. Tidligere dommer Når Pfahls inden længe stilles for en dommer i Tyskland, vil det ske i samme retssal, hvor Max Strauss, hans velgørers uheldige søn, torsdag blev sendt i fængsel. Også på anden vis vil det blive en ejendommelig oplevelse for Pfahls at stå i anklageskranken. Han begyndte sin ekstraordinære karriere som dommer.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
tema
Se fotoserien, der vandt guld: Overrasket fotograf fandt 1.000 udryddelseslejre - og så kiggede han opad
Debatindlæg af Kristian Jersing
Nej, du skal ikke have et sabbatår. Få dig et sabbatliv. Et, hvor du ikke kun lever i weekenderne og i ferierne
Lyt til artiklenLæst op af Kristian Jersing
00:00
Klumme af Lotte Folke Kaarsholm
Han var rig, men boede i et faldefærdigt hus og spiste roer til aftensmad
Lyt til artiklenLæst op af Emil Bergløv
00:00




























