Spansk politi: Regeringen ville ikke slippe ETA-sporet

Den spanske premierminister Aznar tabte valget, og han er ikke i tvivl om, at socialisterne fik hjælp af terroristerne. - Arkivfoto: AP
Den spanske premierminister Aznar tabte valget, og han er ikke i tvivl om, at socialisterne fik hjælp af terroristerne. - Arkivfoto: AP
Lyt til artiklen

Den tidligere konservative regering i Spanien løj om de mulige gerningsmænd i dagene efter de frygtelige bombeattentater, der kostede 191 mennesker livet og sårede over 1.500. Sådan konkluderer det socialistiske regeringsparti, efter at flere topchefer i politiet har afgivet forklaring i den parlamentariske kommission, der undersøger massakren. »Mens regeringen løj om, at det var ETA, gjorde politiet sit arbejde med at fange de islamiske terrorister«, sagde Alvaro Cuesta, der er socialistisk medlem af undersøgelseskommissionen, til det spanske TVE. Sporene pegede på islamister I løbet af ugen har flere toppolitifolk forklaret, at sporene, der pegede mod en islamisk terrorgruppe, begyndte at dukke op, allerede samme dag som bombeattentaterne fandt sted. Først med fundet af en varevogn, som terroristerne brugte til at transportere sig selv og deres dødelige laster af rygsækbomber i. I varevognen fandt politiet adskillige detonatorer og et kassettebånd med Koranvers. Nogle timer senere 11. marts dukkede et videobånd op i en papirkurv uden for moskéen i Madrid. På videobåndet tog en islamisk gruppe skylden for attentatet. Dagen efter blev en ueksploderet rygsækbombe afsløret. I rygsækken fandt politiet en mobiltelefon. Det lykkedes at spore, hvorfra taletidskortet var aktiveret. Og lørdag eftermiddag (13. marts) foretog politiet de første anholdelser, af tre marokkanere og to indere. Både Madrids politichef og chefen for politiets tekniske afdeling forklarede under kongreshøringerne, at de allerede dagen efter attentaterne havde givet regeringen besked om, at de fleste indicier pegede i islamisk retning. Acebes stod fast Og nummer to i det nationale politi, Pedro Diaz-Pintado, ringede lørdag morgen 13. marts til den daværende indenrigsminister og oplyste ham om de forestående anholdelser af de formodede islamiske terrorister. Alligevel fastholdt Angel Acebes, at gerningsmændene sandsynligvis kom fra ETA. På et pressemøde lørdag 13. marts, kl. 14.43, sagde Acebes: »Ingen fra politiet har fortalt mig, at al-Qaeda er det foretrukne spor frem for nogen anden terrorgruppe«. Efter afhøringerne af politicheferne i denne uge stod Acebes fast på, at han har fortalt sandheden. »Regeringen har hverken løjet eller manipuleret. Og politichefernes forklaringer er helt i overensstemmelse med, hvad jeg hele tiden har sagt. Da de fortalte mig om det islamiske spor, beordrede jeg straks politiet til at forfølge det«, sagde Angel Acebes. Socialistpartiet har hele tiden beskyldt den daværende regering for at have fortiet og fordrejet kendsgerningerne for at kaste skylden på ETA. Hvis den baskiske terrorgruppe stod bag, kunne det nemlig gavne det konservative Partido Popular ved parlamentsvalget 14. marts, fordi regeringen gennem otte år havde ført en hård og uforsonlig kurs over for ETA. Derimod ville vælgerne sikkert straffe Partido Popular, hvis attentaterne viste sig at være islamiske terroristers hævn for ministerpræsident José Maria Aznars energiske opbakning til Bush og Blair i krigen mod Irak. Terror hjalp socialisterne Socialisterne vandt valget, og Aznar er sikker på, at de fik hjælp fra terroristerne: »Socialisterne kom til magten takket være begivenhederne 11. marts. Det ved de, og det ved alle«. Siden da har socialisterne gentaget sejren ved valget til Europaparlamentet, og partiets ordfører i parlamentet, Alfredo Perez Rubalcaba, mener, at de konservative gør bedst i at acceptere nederlaget, der kom, »fordi borgerne straffede Partido Populars antisociale og løgnagtige politik«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her