Esther (13): Mellem himmel og jord

»Jeg er så glad for, at jeg oplever det her«, sagde hun. Nu har hendes livs første flyvetur varet en halv time. Hun sidder helt stille og stirrer som fortryllet ud gennem det lille vindue. Nede på jorden er det stadig mørkt, klokken er lidt over seks om morgenen, og på ækvator bliver det først lyst hen imod syv. Men heroppe i ti kilometers højde er solen på vej op over horisonten i et orgie af farver, fra orange over blodrød og purpur til natblå. Hvad er det, spørger hun og nikker ned mod det tottede hvide underlag, der er spændt ud under os, næsten så langt øjet rækker. Det er skyerne. Igen ryster hun på hovedet. »Vidunderligt«, siger hun med lav stemme. Mutungo vokser. Om natten gløder de store ovne, hvor nybyggerne brænder mursten af ler, og om dagen bliver der bygget overalt. Men morgenerne herude på kanten af byen er fredfyldte. Om fem år vil området være forslummet, overbefolket og beskidt, arealerne mellem murstenshusene fyldt ud med træ- og blikskure, der er faldefærdige fra fødslen. Men endnu er der luft mellem husene, og endnu har Mutungo ikke gnavet sig ind på den frodige grønne dalsænkning, der breder sig for foden af skråningen, hvor Esthers nye hus ligger. Seks hvide kohejrer flyver i V-formation lavt hen over matokepalmerne. En hane galer ud i morgendisen, og i det fjerne starter en motorcykel. Uden for et lille hus i den yderste række er en mor i gang med morgenmaden til sine små børn. Hun ruller dej ud og bager runde flade brød på en skoldhed pande. Indimellem vasker hun sin søn. Han virrer med hovedet, prøver at undgå hendes våde hænder, hun fortsætter uanset drengens protester. Det er fjerde gang på et år, at jeg besøger Esther og hendes familie - anden gang siden hun og Michael gik fra hinanden. I forhold til mit seneste besøg i slutningen af februar, hvor alt nærmest var kaos, er livet nu kommet ind i en nogenlunde normal gænge. Hendes ide med at bygge et hus i Mutungo var oprindelig, at det skulle lejes ud og sikre børnene en indtægt, når hun og Michael er døde. Men da hun forlod Michael i begyndelsen af februar, flyttede hun selv herud, selv om huset kun var halvfærdigt. I begyndelsen sov hun på en måtte direkte på jorden. I løbet af et par uger fik hun støbt gulv i det ene værelse og købt en seng og en dør, og hun tog den treårige datter Joyce med ud til Mutungo. Sin niece Lillian fik Esther anbragt hos en veninde i Mbuya. Sønnen Emma og Michaels niece Patricia blev hos Michael. Som ved enhver skilsmisse led børnene - både under at blive skilt fra hinanden og under at skulle undvære den ene forælder på skift. En dag i slutningen af februar var Esther og Joyce taget ind til huset i Mbuya for at hilse på Emma og Patricia. Esther troede, at Michael var på arbejde. Det var han ikke, og for første gang siden den dag, da Esther flyttede, stod de to ansigt til ansigt. Luften blev iskold. Men børnene var glade for at se hinanden, Emma og Patricia var glade for at se Esther, og Joyce var henrykt ved synet af sin far. Da Esther gjorde klar til at gå, ville Joyce ikke med. Hun græd og ville blive hos sin far og sin bror. Esther lod den lille få sin vilje. Det havde gjort ondt at tage alene ud til huset i Mutungo. Men efter et par dage ringede Michael og spurgte, om ikke Esther ville komme og hente Joyce. Og nogle uger senere flyttede også Lillian ud til Esther. Emma er stadig hos Michael. Han går i skole lige i nærheden, og det vil simpelthen blive for besværligt og umuligt at få hverdagen til at hænge sammen, hvis han også flytter ud til Esther. Det er hårdt nok i forvejen - hver dag at få transporteret Joyce ind til den katolske børnehave og Lillian ind til sin skole i Mbuya. Men det piner hele tiden Esther, at hun har ladt Emma tilbage. Han går for lud og koldt vand, synes hun. Michael arbejder tit sent og er i det hele taget en del væk hjemmefra, så drengen er meget af tiden overladt til sig selv. Den anden adoptivdatter Patricia bekymrer Esther sig knap så meget om. Hun er Michaels niece og dermed også først og fremmest hans ansvar. For enden af Esthers hus er latrinet nu bygget færdigt. I den lille køkkenhave vokser fire matokepalmer og et avokadotræ. Hvis ellers der kommer nok vand - regntiden er forsinket - begynder palmerne at bære bananklaser om et halvt års tid. Indenfor er der støbt gulve i alle tre rum. Men bortset fra dobbeltsengen i rummet til højre er her stadig ingen møbler. På gulvet i stuen ligger en sivmåtte og et tæppe. En kalender på væggen anbefaler forældre at tale med deres børn hver dag, især med de helt små. »Det medvirker til deres mentale udvikling«, formaner teksten oven over datoerne for maj. Inde til venstre står en farvestrålende børnecykel - Lillian nikker stolt, da jeg spørger, om det er hendes - en stabel plastikbaljer og et par sække med majsmel. På søm i væggen hænger nogle dametasker og en elektrisk hårtørrer. Til pynt, så længe der ikke er lagt strøm ind. »Når du kommer næste gang, har jeg møbler«, siger Esther. I de første par måneder efter at Esther var flyttet, havde forholdet mellem hende og Michael været elendigt. En dag i midten af marts stod hun og vaskede sig, da Joyce kom løbende med mobiltelefonen. Det var Michael, der ringede. Og han var vred. Esther og Michael har blandt andet levet af at oplade batterier for folk i Mbuya, hvor mange bor uden adgang til strøm. Nu var batteriopladeren brudt sammen. Den dreng, som Michael havde hyret til at passe huset i Esthers fravær, var i gang med at oplade et batteri for en kunde, da der simpelthen gik ild i maskineriet. Og hvordan skulle han nu klare sig uden de penge, han tjente på batterierne? Han overfusede hende gennem telefonen. Det hele var hendes skyld. Den ødelagte oplader. Alting. Hun blev hidsig og gav igen. Det var da ikke så underligt, at opladeren gik i stykker, når han overlod arbejdet til en dreng. Havde han i øvrigt nogensinde hjulpet hende med noget som helst? Og kunne han ikke bare lade hende lide i fred? Parret skændtes videre over telefonen. Indtil Michaels mobil løb tør for taletid. Dagen efter ringede han igen. Undskyldte, at han havde skældt hende ud, det var han meget ked af. Esther accepterede undskyldningen. Det var o.k., svarede hun. Ugen efter var den gal igen inde hos Michael. Nu var det kompressoren i køleskabet, der brød sammen. Og for at føje spot til skade gik det lille tv, der stod i stuen, i stykker et par dage senere. Så fik Esther en ny overhaling, hvor Michael beskyldte hende for at være årsag til alverdens ulykker. Men siden dengang er de tos forhold til hinanden alligevel blevet bedre. Paradoksalt nok steg temperaturen for alvor, da Michael i begyndelsen af april blev hentet af politiet. I august sidste år havde han købt noget musikudstyr, som viste sig at være hælervarer. Én dag sad han i fængsel, inden det lykkedes ham at skaffe 90.000 shilling, lidt over 300 kroner, til bøden. De 20.000 gav Esther ham. Udstyret, blandt andet en mixerpult, blev konfiskeret. Da han var blevet løsladt, spurgte han, om Esther ville drikke en cola med ham. Først sagde hun nej, han kunne jo tage og købe noget til Joyce i stedet for. Men han fik hende alligevel overtalt. Det var første gang i månedsvis, at de to talte sammen uden at bide hovederne af hinanden. Den dag - det var en fredag - tog Esther Emma med hjem og beholdt ham weekenden over. Det var kun anden gang, drengen var med ude i Mutungo. En aften noget tid senere ringede Michael ved 19.30-tiden, mens børnene var ved at bade og Esther drak en kop te med varm mælk. En gæst fra Esthers landsby var dukket op, og han ville gerne besøge Esther, forklarede Michael og spurgte, hvordan han skulle finde huset i Mutungo - Esther havde aldrig fortalt ham, hvor hun boede, ville ikke have, at han skulle vide det. Hun blev lidt forvirret. Havde aldrig hørt om manden fra landsbyen. Men hun forklarede så alligevel Michael vejen. Tre minutter efter bankede det på døren. Dér stod Michael. Med favnen fuld af mad og drikke. Børnene var lykkelige for at se ham. Hvad nu, tænkte Esther. Det var næsten midnat, da han tog af sted. Esther låste døren. En time senere var han tilbage. Han havde ikke kunnet få fat i en taxa så sent, forklarede han. Kunne han ikke sove her? Men der var jo ikke noget sted, han kunne ligge, og heller ikke noget myggenet til ham, indvendte hun. Og åbnede døren. Det endte med, at han fik lov at sove på tværs i fodenden. I nattens løb krøb han nærmere Esther. Men dér var hun ubøjelig. Næste morgen forklarede hun ham, at efter at hun havde forladt ham, var hun en fri kvinde. Hun skyldte ham ikke noget. Han var ked af det, svarede han. Ked af, at han havde slået hende og smidt hende ud. Han hjalp hende med at vaske tøj. Så tog han af sted. Siden er han fra tid til anden kommet på besøg, og Esther tager jævnlig ind til huset ved Kinawataka-vejen, især for at holde øje med, hvordan det går med Emma. De to er igen på god talefod, og Michael lægger ikke skjul på, at han synes, hun skal flytte tilbage til huset på Kinawataka-vejen i Mbuya. Men Esther er i tvivl. På den ene side har hun det godt med at klare sig selv. Og at han undskylder og er ked af, at han har slået hende - det har han gjort før. Sådan har det altid været, alligevel er det gået galt, og han har slået hende igen. På den anden side er det måske anderledes denne gang. Måske har han forandret sig, funderer hun, fordi hun denne gang virkelig har forladt ham og har været væk så længe. Og hun savner sin søn Emma. Desuden er det besværligt med transporten fra Mutungo til Mbuya - til Joys børnehave, Lillians skole og hendes eget arbejde. Endelig er en konsekvens af hendes flytning, at hun ikke længere kan være tilknyttet Reach Out som klient - heller ikke selv om hun arbejder for projektet, hvis bevillinger er knyttet til arbejdet i Mbuya. Derfor er det snart slut med at modtage madrationer. Hun kan heller ikke komme med i det program for uddeling af livsforlængende ARV-medicin til de hiv-smittede, som Reach Out er gået i gang med for amerikanske bistandspenge. Hun har det faktisk udmærket for tiden, selv om hendes CD4-tal falder - langsomt, men sikkert. CD4-tallet er et mål for antallet af de celler, der bekæmper hiv-virusset. Hos raske ligger tallet på mellem 500 og 1.200. Hendes er nu omkring 230. Falder det til under 200, har hun per definition aids i udbrud. Så Esther skal i gang med ARV-medicinen. Meget snart. Siden de første artikler om Esther havde vi talt om det mange gange, Politikens indlandsredaktør Jacob Svendsen, udlandsredaktør Michael Jarlner og jeg: På et tidspunkt ville vi invitere hende til Danmark. Det skyldte vi, fordi hun så uforbeholdent havde fortalt os om sit liv. 22. april mailede jeg til Esther. At Thomas og jeg ville komme til Mbuya i slutningen af maj sammen med to kollegaer for at skrive artikler i forbindelse med Copenhagen Consensus-konferencen om international bistand. At det ville passe fint, hvis hun kunne tage med, når vi rejste tilbage til Danmark, og blive i lidt over en uge. Og at hun derfor godt kunne gå i gang med at skaffe sig et pas. Lige siden har hun glædet sig som en vanvittig. Og hendes familie glæder sig på hendes vegne. Esther fortæller, hvordan hendes syge gamle far, der ligger lammet i sengen hjemme i landsbyen, reagerede, da hun fortalte ham, at hun skulle til Danmark: »Selv om han stort set ikke kan røre sig, løftede han begge arme mod himlen og udbrød: Yeaahhh. Og så smilede han bare«. Fredag 28. maj er det Esthers fødselsdag, hun bliver 32. Vi skal rejse meget tidligt næste morgen, så vi har aftalt, at Esther skal sove de par timer, det kan blive til, der, hvor vi bor - et sted for rygsækturister i udkanten af Mbuya. Vi samler hende op ved 23.30-tiden. Michael har arrangeret fest i anledning af hendes fødselsdag og hendes rejse i huset på Kinawataka-vejen. Han har sørget for musikanlæg og mad, og den lille gård er pyntet med kulørte lamper. Alle Esthers venner er der - også de nye venner ude fra Mutungo. Alle går med ned til vejen, da vi skal af sted. Lille Joy er betuttet. Emmanuel græder. Jeg forsøger at trøste drengen, hun skal ikke være væk så længe, siger jeg. Men hvad er længe for en syvårig? Vi stiger ind og kører. Seks timer senere løfter en flyver sig op mod himlen, mens en mørk kvinde smiler.