For første gang har en hollandsk domstol givet fængselsstraffe til personer, der sættes i forbindelse med international terrorisme. De to dømte, en franskmand og en algerier, er ganske vist på flugt, men en international arrestordre er udstedt. Sagen mod dem hænger sammen med den forpurrede terroraktion, der i 2002 skulle have ramt USA's ambassade i Paris. Retshistorie på flere måder Også på anden vis er der skrevet retshistorie: Med dommen er det fastslået, at man i Holland kan rejse en terroranklage alene på grundlag af fortrolige oplysninger fra politiets efterretningstjeneste. Hidtil blev kun bevismateriale fra kriminalpolitiet accepteret. Den 29-årige franskmand Jérôme Courtailler og den 32-årige Albdelghani Rabia var ellers blevet frikendt ved underretten i 2002. For her fandt dommerne, at efterretningstjenestens oplysninger udgjorde et utilstrækkeligt bevismateriale. Kritik af minister Dommen vakte debat og blev stærkt kritiseret af justitsminister Jan Donner (kristdemokrat). Til gengæld blev ministeren fra anden side kritiseret for at have antastet domstolenes uafhængighed - og derved lagt et politisk tryk på dommerne i appelretten. Umiddelbart efter frifindelsen i 2002 valgte Courtailler og Rabia at forlade Holland. Her var de blevet anholdt kort efter terrorattentaterne i USA 11. september 2001. I Holland blev de efterfølgende anklaget for at stå i ledtog med de muslimske fundamentalister, der planlagde et selvmordsattentat på den amerikanske ambassade i Paris samt en NATO-flybase i Belgien. I appelrettens dom forleden understreges det, at der ganske vist ikke er konkrete beviser på, at de to dømte har været direkte involveret i de planlagte terroraktioner. Men omvendt kan de ikke have været uvidende om, at man i deres netværk pønsede på aktioner, der ville koste mange ofre livet. Og dermed begrundes fængselsstraffene. Lovforslag om ny kurs Justitsminister Jan Donner glædede sig over dommernes afgørelse. Den falder fint i tråd med hans eget lovforslag, der skal gøre det nemmere at retsforfølge personer, som mistænkes for at have med terrorisme at gøre. En del tidligere retssager af denne art er nemlig endt med, at de anklagede blev sat på fri fod, selv om anklagemyndigheden mente, at der forelå tungtvejende indicier på deres skyld eller meddelagtighed. Jérôme Courtailler og Abdelghani havde tæt kontakt til tuneseren Nizar Trabelsi, der var udset til at gennemføre selvmordsattentatet på USA-ambassaden i Paris. Trabelsi blev i 2002 idømt 10 års fængsel ved en belgisk domstol. Courtailler menes at opholde sig i Frankrig eller Algeriet, Abdelghani i sit hjemland Algeriet. Både hollandske og franske efterretningsfolk synes ret sikre på, at de to vil blive pågrebet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























