Den mest hadede mand i Belgien, Marc Dutroux, er ved retten i Arlon blevet idømt fængsel på livstid uden mulighed for prøveløsladelse. Den tolv mand store jury samt tre dommere blev enige om dommen efter lidt over en times votering. Med dagens strafudmåling har statsanklageren, Michel Bourlet, fået opfyldt sit krav, og Belgiens borgere har måske fået lidt mere ro i sjælen. Efter at have læst dommen op for Dutroux tilføjede dommeren Stephane Goux, at Marc Dutroux selv med en livstidsdom 'var sluppet heldigere end mange af Dutroux' ofre, der i dag ikke længere er at tælle blandt de levende'. Fundet skyldig i kidnapning, mord og voldtægt Den nu livstidsdømte Marc Dutroux blev i sidste uge dømt skyldig i at have kidnappet og voldtaget seks unge piger, dræbt to af dem og ladet to sulte ihjel. Dutroux' medskyldige - eks-konen Michelle Martin - blev i dag idømt 30 års fængsel for kidnapning og voldtægt, hvilket også var anklagerens krav, da han i går afsluttede sin anklageprocedure. Kortere straf til nummer tre og fire Til gengæld blev den tredje mand på anklagebænken, håndlangeren Michel Lelievre, kun i dømt 25 års fængsel for kidnapning og narkohandel, idet han ikke påviseligt var med til hverken voldtægterne eller drabene, men kun assisterede med kidnapningerne af pigerne. Den fjerde anklagede i sagen, forretningsmanden Michel Nihoul, som anklageren havde krævet idømt 10 års fængsel, slap med kun fem års fængsel for narkohandel og flere tilfælde af svindel. Tidligere dømt for pædofili Med dagens dom er der omsider sat et punktum for sagen, der startede, da Dutroux blev fængslet i 1996. Dutroux var prøveløsladt i en sag om nogle andre voldtægter, da han kidnappede de seks unge piger, der dengang var i alderen otte til 19 år. Ofre begravet levende De to yngste piger, Julie Lejeune og Melissa Russo - begge otte år - døde af sult i Dutroux' kælder, hvor han holdt dem fanget. To andre piger - An Marchal og Eefje Lambrecks - blev efter Dutroux' arrestation fundet gravet ned i Dutroux' baghave. Pigerne var blevet bedøvet, kneblet og derefter begravet levende. To ofre overlevede De to sidste ofre for Dutroux og hans medskyldige var den 12-årige Sabine Dardenne og den 14-årige Laetitia Delhez, der begge blev befriet af politiet, mens de endnu sad i fangehullet under Dutrouxs' hus. Sabine Dardenne nåede at sidde fanget i 80 dage, hvorunder hun gentagne gange blev voldtaget af Dutroux. Laetitia Delhez nåede kun at sidde i seks dage, før hun blev befriet. Begge piger har vidnet mod Dutroux og hans medanklagede under retssagen. Indrømmer kidnapning og voldtægt Dutroux har indrømmet at have kidnappet og voldtaget flere af pigerne, men nægter at have myrdet dem. Til det sidste har han fastholdt sin uskyld og sagde som kommentar til livstidsdommen, at han ikke havde voldtaget Julie og Melissa, og at han ville fortsætte med at søge sandheden om, hvad der skete med An og Eefje. 'Hvordan kan jeg forblive tavs, efter at medierne fuldstændigt har ignoreret min ret til at blive betragtet som uskyldig', sagde Dutroux som sit sidste ord.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























