Den amerikanske ledelse på Guantánamobasen har tilsyneladende lidt af samvittighedskvaler over at holde mindreårige indespærret på interneringsøen i Det Caraibiske Hav. Mens den danske fange, Slimane Hadj Abderrahmane, sad fængslet på Cuba overværede han, hvordan der var blevet fusket med en børnefanges identitetsbetegnelse, siger han. Det skete under opholdet i Guantánamo-lejrens såkaldte Camp Delta. Abderrahamane siger, at han her fungerede som tolk for en 16-årig dreng, der var taget til fange i Pakistan og som sad i en af nabocellerne. Den høje og spinkle fyr havde boet hele sit liv i Saudi-Arabien, men stammede så vidt danskeren ved fra det afrikanske land Tchad. Syv års forskel Alle fanger på Guantánamo var udstyret med et plastikarmbånd med deres personlige data: billede, nummer, navn, højde, vægt, militær rang og fødselsdato. På den 16-åriges afrikaners armbånd stod der 1980 ud for fødselsdato. Men i virkeligheden var han født i 1987, forklarede han til Slimane Hadj Abderrahmane. Da drengen ikke talte engelsk, bad han en dag sin danske medfange spørge amerikanere om en nærmere forklaring: »Den amerikanske vagt sagde ligeud, at det var, fordi man ikke kunne have så unge fanger«, fortæller Slimane Hadj Abderrahmane i bogen 'Danskeren på Guantánamo - den personlige beretning'. Dreng var psykisk nedbrudt Slimane Hadj Abderrahamane har talt med flere børnefanger under sit ophold på Guantánamo, der varede 747 dage. Det drejer sig også om en 15-årig canadisk statsborger med egyptisk baggrund, der blev tilbageholdt for at have skudt og dræbt to amerikanske soldater i Afghanistan. »Drengen virkede nu ikke mere psykisk nedbrudt end så mange andre på Cuba og klarede presset fint. Vi sagde alle sammen til ham, at han skulle være tålmodig«, siger Slimane Hadj Abderrahmane i bogen. Blandt fangerne gik der forlydender om, at der var børn på ned til 12 år. Der verserede også et rygte om spædbørn, men det var der ifølge Abderrahmane ingen, som troede på. Øglelejren Efter voldsomme internationale protester har USA indrettet et særligt afsnit for unge fanger, som bliver kaldt for Camp Iguana. Det er opkaldt efter den lokale øgle, der dasker rundt på Guantánamo. Formålet med Camp Iguanas er ifølge amerikanerne at holde børnefangerne adskilt fra de voksne indsattes dårlige indflydelse. Samtidig får de yngste indsatte undervisning i matematik og deres modersmål, ligesom de dyrker sport. Ifølge det amerikanske forsvarsministerium Pentagon har »alder ikke spillet nogen afgørende rolle« i forhold til USA's tilfangetagelser i Afghanistan og Pakistan: »Vi tilbageholder fjendtlige kombattanter, der har deltaget i væbnede konflikter mod vores styrker eller yder hjælp til dem, der kæmper imod os«, stod der tidligere på året i officiel meddelelse fra Pentagon. Den blev sendt ud i forbindelse med, at USA løslod tre drenge i alderen 13 til 15 år, der var taget til fange under aktioner mod Talebanlejre og forsøg på at indsamle våben. De nærmere omstændigheder er mørklagt: »Vi er bekymrede for, at al-Qaeda- eller Talebansympatisører vil true de unges sikkerhed. Derfor vil vi ikke offentliggøre deres navne eller give nærmere detaljer om deres tilfangetagelse eller løsladelse«, skriver Pentagon. En talsmand for Pentagon afviser over for Politiken, at amerikansk militær på Guantánamo fusker med børnenes identiteter for at få dem til at virke ældre, end de er. Men talsmanden siger, at det ofte er svært at afgøre, hvor gamle børnene er. Vurderes »Når de bliver bragt ind, har de ingen id-papirer og ofte ved de ikke selv præcist, hvornår de er født. Det er så op til vores lægepersonale at afgøre, hvor gamle de er. Og de kan selvfølgelig skyde galt«, siger talsmanden, der understreger at USA kun har tilbageholdt tre fanger under 16 år, og at de nu er løsladt. Internationalt Røde Kors har i flere omgange kritiseret USA for at tilbageholde børnefanger på Guantánamo. »Vi mener ikke, at Guantánamo er et passende sted for børn. Derfor er det positivt, at USA har løsladt tre af slagsen fra lejren. Dog tilbageholder USA stadig flere fanger under 18 år, som ifølge FN-konventionerne er børn og derfor ikke burde være i lejren«, siger talsmand for Internationalt Røde Kors i Genève, Florian Westphal.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Gymnasielærernes hovedbestyrelse
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























