Berlusconi slår italiensk rekord

Dagen i dag er en festdag for Silvio Berlusconi. Med 1.060 dage ved magten indskriver Berlusconi sig i historien som leder af den regering, der har siddet længst, siden Italien i 1948 blev en republik. Dermed slår Berlusconi sin gamle ven, den afdøde socialistleder Bettino Craxi, der sad på magten i 1.059 dage fra august 1983 til juni 1986. På mediemogulens pressekontor i regeringspaladset i Rom hævder de ansatte, at der ikke er planlagt nogen speciel festivitas i dagens anledning, og Berlusconi er på officielt besøg i Frankrig. Men der er heller ikke meget at fejre. Tirsdag eftermiddag gik formanden for det statsejede tv-selskab af i protest og satte dermed fokus på Berlusconis interessekonflikt. Lucia Annunziata smækkede med døren i protest mod, hvad hun beskrev som »pres udefra« på ledelsen af Rai, der er under politisk kontrol af Berlusconis højrefløj. Både EU-parlamentet, presseorganisationer og OSCE har kritiseret Berlusconi for den massive indflydelse på medierne, og Annunziatas afgang vil øge kritikken. Opbakningen væk Men Berlusconi har mange andre grunde til ikke at fejre sin rekord. Hans regering har mistet opbakning i befolkningen og ville tabe, hvis der var valg i morgen. Kun 33 procent af befolkningen vurderer regeringen positivt. Berlusconis parti, Forza Italia, er gået fra 29 procent af stemmerne ved valget i maj 2001 til 20 procents opbakning i de seneste meningsmålinger. Udenrigspolitikken står mere og mere for skud, ikke mindst de tætte relationer til USA og engagementet i Irak. I sidste uge vedtog parlamentet en medielov, der gør det muligt for Berlusconi at udvide sit private imperium, og den har Berlusconi også fået på hattepulden for som en af en række love, der er skræddersyet til ham selv. Samtidig kritiseres regeringen for håndteringen af krisen med de tre italienere, der stadig holdes som gidsler i Irak. »Berlusconi er den værste regeringsleder, Italien har haft, siden Benito Mussolini. Han har forgiftet og splittet landet og udvisket den smule demokratisk ånd, det var lykkedes os at opbygge. Jeg vil ikke tøve med at kalde ham den sidste stalinist, og det er sikkert derfor, han så godt kan lide Vladimir Putin«, lyder den sønderlemmende kritik fra forfatteren Stefano Benni. Andre mener ikke, at skudsmålet behøver at være helt så negativt, men det er faktisk svært at finde kendte, respekterede italienere, intellektuelle, kunstnere eller videnskabsfolk, der er villige til at stille op som Berlusconis forsvarere. Men hvis Berlusconi er den værste, hvordan kan han så blive den længstsiddende? Svaret skal findes i den ændring af valgsystemet, der fulgte i kølvandet på de turbulente år med korruptionsskandaler i starten af 1990'erne. Fra at bruge et forholdstalssystem gik Italien over til en højere grad af flertalsvalg i enkeltmandskredse i retning af et system, der ligner det engelske og det franske med to store blokke, der skiftes til at regere, frem for mange små partier som i Danmark. Modparten splittet »En af Berlusconis største meritter er, at han var den første, der forstod, hvad det nye system indebar. Han samlede højrefløjspartierne under én paraply, og det lykkedes ham at vinde magten, fordi modparten på venstrefløjen var splittet«, forklarer den politiske kommentator Sergio Romano. Det nye valgsystem giver vinderen en særlig mandatpræmie, som betyder, at Berlusconi har et flertal i parlamentet, der er større end det, han vandt ved valget. Berlusconi forsøger at rette op på sin popularitet ved at sende reklamer for regeringens meritter ud til skoler, medier og virksomheder. Han vil afværge en katastrofe for højrefløjen, når der er valg til EU-parlamentet og en række italienske regioner i juni. Skulle valget gå dårligt for Berlusconi, er det dog ikke ensbetydende med, at han går af. De fleste vurderer, at Berlusconi sidder valgperioden ud til 2006. »Italien er ikke noget venstreorienteret land, men det er heller ikke længere et Berlusconi-land. Berlusconi har spillet fallit«, siger Stefano Benni.