Det er stadig uklart, hvem der står bag kidnapningen af den godt 35-årige familiefar og forretningsmand fra Storkøbenhavn, der nu er blandt de cirka 24 udlændinge, der holdes som gidsler i Irak. Ifølge Politikens oplysninger rejste danskeren til Irak for et par måneder siden for sammen med en irakisk ven at arbejde som bygningsarbejder og etablere et kloakeringsfirma i Basra i det sydlige Irak. Vennen er i god behold og befinder sig i Basra. Ingen krav fremsat Gidseltagerne har endnu ikke fremsat krav, og Udenrigsministeriet oplyser, at ingen grupper eller enkeltpersoner har kontaktet de danske myndigheder. Det er derfor uvist, om motivet er økonomisk eller politisk, men det er typisk for de politiske kidnapninger i Irak, at gidseltagerne kontakter de store arabiske tv-stationer - det er ikke sket i danskerens tilfælde. Udenrigsministeriet er i kontakt med den bortførte danskers familie og med »de relevante myndigheder«, herunder CPA, Koalitionens Midlertidige Myndighed i Irak. Derudover vil ministeriet ikke oplyse yderligere. Bortført i berygtet område Kidnapningen fandt ifølge TV-avisen sted tirsdag aften i al-Taji-området, der ligger knap 15 kilometer nord for Bagdad. Al-Taji er berygtet for at være et sted, hvor kriminelle smider deres flugtbiler, og hvor kidnappere flytter deres gidsler over i andre biler. Civile danskere bør forlade landet Situationen i Irak har den seneste tid været så spændt, at Udenrigsministeriet har anbefalet alle civile danskere at forlade Irak. Det skulle angiveligt også være grunden til, at den nu kidnappede dansker befandt sig i en bil på vej mod den jordanske grænse. 'Værste situation siden krigen' Ifølge Udenrigsministeriets danske udsending i Bagdad, ministerråd Torben Gettermann, er der kun »nogle få danskere« tilbage i Irak, heriblandt en anden forretningsmand og et par journalister: »Situationen i Irak er værre end på noget tidspunkt siden krigen«. Tjekker frigivet De seneste uger er de politiske gidseltagninger i Irak taget til. Fredag blev dog tre tjekker, en kineser og en canadier frigivet i god behold efter mægling fra blandt andre ledende irakiske præster. Udenrigsminister Per Stig Møller (K) har pure afvist at kommentere kidnapningen. Til gengæld har den irske udenrigsminister, fungerende EU-formand, Brian Cowen, sagt følgende: »Gidseltagninger kan aldrig retfærdiggøres. Vi fordømmer dem. De, der tager gidsler i Irak nuforhindrer deres eget folks velfærd og genopbygningen af deres eget land«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Anders Jerichow
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Hun er sgu ikke engang færøsk!
Debatindlæg af Louise Haltrup Borgen
Debatindlæg af Sorlannguaq Maria Ravn Lind




























