Folkeafstemning skal afgøre Cyperns skæbne

Lyt til artiklen

FN's generalsekretær Kofi Annan er klar til at sende sin fredsplan, der skal afslutte den 30 år lange deling af Cypern, til folkeafstemning 24. april, så den cypriotiske befolkning kan tage stilling til planen. »Det er dramatisk øjeblik«, siger Kofi Annan ifølge BBC. Han påpeger, at nu er øjeblikket kommet, hvor den cypriotiske befolkning skal vælge mellem en FN-aftale eller ingen aftale overhovedet. USA's udenrigsminister, Colin Powell, bakker op om det kompromis, Annan er nået frem til, og roste »de konstruktive bidrag« fra de græsk-cypriotiske og tyrkisk-cypriotiske ledere samt fra Grækenland og Tyrkiet. »Dette er et historisk øjeblik og et kraftigt signal om forsoning. Det er kulminationen på årtiers forhandlinger mellem græske og tyrkiske cyprioter og Grækenland og Tyrkiet med FN som mægler«, sagde Powell i en udtalelse fra Berlin, hvor han deltog i donorkonferencen for Afghanistan. Sammenbrud i forhandlinger Beslutningen om en afstemning blev taget efter at ledere fra Cypern, Grækenland og Tyrkiet kort før midnat måtte opgive at blive enige om en aftale under denne uges forhandlinger i den schweiziske by Bürgenstock. »Desværre viste det sig at være umuligt at nå en løsning i fællesskab. Det er nu op til Cyperns befolkning og landets politiske lederskab at foretage den endelige beslutning«, siger Grækenlands premierminister Kostas Karamanlis. Begge parter skal sige ja FN's mæglere arbejdede i aftes på højtryk for at skabe enighed om en Cypern-aftale. Kofi Annan havde indkaldt parterne til et sidste møde klokken 22.30, halvanden time inden udløbet af den frist, generalsekretæren havde sat for at nå frem til en aftale. Få minutter inden fristens udløb kunne Annan meddele, at fredsplanen sendes til folkeafstemning på Cypern 24. april. »Der har været for mange forspildte chancer førhen. Jeg beder jer om ikke at foretage denne fejltagelse igen«, siger Kofi Annan. Både de græsk-cypriotiske og tyrkisk-cypriotiske borgere skal stemme ja til aftalen for at oprette en løs union bestående af to etniske zoner. En genforening af øen, der vil betyde at et samlet Cypern træder ind i EU 1. maj, vil afværge mange diplomatiske problemer for EU, Grækenland og ikke mindst Tyrkiet. Tyrkiets premierminister Recep Tayyip Erdogan siger, at han håber, at cyprioterne vil bakke op om FN-planen. »Vi begyndte på denne vej med god vilje. Og nu ønsker vi at se resultater«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her