Nyt billede viser universets første sekund

Kender du fornemmelsen af at kigge ned i en dyb brønd og føle, at dybet trækker i dig? Så hold godt fast på stolen. Billedet her ved siden af er som at se ned i en tidsbrønd, der er mere end 13 milliarder år dyb. Øverst kan man se nogle af vores galakses nærmeste kosmiske naboer. Det er de galakser, der mest af alt ligner romsnegle med hvid glasur. Længere nede i brønden bliver de svagere og sværere at se. De bliver også mere røde i farven, fordi lyset på sin milliarder af år lange rejse er blevet strakt af selve universets udvidelse. Dermed skubbes farven mod den røde ende af spektret. Og allerlængst nede i brønden, cirka 13 milliarder lysår nede kan man svagt ane små røde prikker. Det er nogle af de første galakser, der blev dannet i universet. Få hundrede millioner år efter universets fødsel lyste de op og var med til at bringe en ende på den tid, der har fået tilnavnet Den Mørke Æra, fordi stjernerne endnu ikke var dannet. Siden dengang er strålerne fra disse lysbringere rejst gennem universet og når nu os. En million sekunder Billedet er taget af rumteleskopet Hubble. Ved at rette teleskopets to hovedinstrumenter mod den samme lille prik på himlen - cirka en tiendedel af Månens diameter - i en million sekunder eller knap 24 dage og 14 timer, har de fået et billede med hidtil dybde for sådanne instrumenter. Selv om billedet på den måde er unikt, er det faktisk ikke det fjerneste eller ældste del af universet, som astronomer har set. Sidste år offentliggjorde NASA et kort over den såkaldte kosmiske mikrobølgebaggrundsstråling. Det er det lys, der »undslap«, da universet for første gang blev så koldt, at lys kunne rejse frit. Det skete cirka 400.000 år efter The Big Bang, den store eksplosion, der menes at have skabt universet. Og det er faktisk det ældste, vi kan komme til at se. Før det blev der ikke frigivet stråling, som vi kan opfange. Et sekund efter skabelsen Men med baggrund i målinger og forsøg på jorden mener astrofysikerne nu at kunne beskrive universets udvikling hele vejen tilbage til den allerførste uhyre lille brøkdel af et sekund efter, det blev dannet. Så kan man alt efter temperament være stolt af, at vi mener at kende hele universets udviklingshistorie bortset fra en uanselig brøkdel af et millisekund. Eller man kan hæfte sig ved, at vi faktisk ikke har den fjerneste anelse om det virkelig store spørgsmål: hvordan kan et univers opstå?