Med sin snehvide hestehale og skæg er Karl Montag prototypen på en amerikansk arbejder. Han ser barsk og rå ud, men hans selvtillid har fået et ordentligt knæk. Montag er arbejdsløs og får ingen understøttelse. Derfor må han og den 15-årige søn Kyle leve af veninden Lindas kummerlige løn som servitrice. »Linda tjener tre dollar (18 kroner, red.) i timen, og på gode dage får hun 35 dollar (210 kroner, red.) med hjem i drikkepenge. Vi har besvær med at få betalt regningerne til mad og har ingen sygesikring. Heldigvis har vi ingen husleje, fordi jeg arvede min mors hus«, fortæller Montag, som bor i den lille by Chatham syd for delstaten New Yorks hovedstad Albany. Arbejdede som svejser I over 20 år arbejdede 43-årige Montag som svejser, så blev han fyret. Efter et år opgav han at finde arbejde inden for sit fag og fik job som glarmester. På grund af, at Montag kun beholdt sit job som glarmester i otte en halv uge, inden han og flere kolleger blev fyret for to uger siden, kan han ikke få understøttelse. For at kvalificere sig til understøttelse skal man have arbejdet i mindst 10 uger. »Jeg er fraskilt. Kyle bor hos mig, fordi min tilværelse er mere stabil end moderens. Det vigtigste for mig er min søn. På grund af de manglende indtægter er det svært at vedligeholde huset, men køkken, bad og min søns værelse holder jeg i orden. Kyle får så flotte karakterer i skolen, at det næsten gør en simpel svejser som mig forlegen«, siger Montag, inden han vender ryggen til og afslører en stor ørn på sin T-shirt omkranset af ordene: 'Proud to be Union' - 'Stolt af at være organiseret'. Bushs ofre For arbejdere og arbejdsløse som Montag er arbejdspladser og økonomi det vigtigste ved USA's præsidentvalg 2. november, også selv om præsident George W. Bush forsøger at afspore debatten og splitte oppositionen i Det Demokratiske Parti ved at bringe emner som ægteskab mellem homoseksuelle ind i debatten. Inden novembervalget skal demokraterne imidlertid have udpeget deres præsidentkandidat. Kampen står mellem senatorerne John Kerry og John Edwards. Førstnævnte er favorit op til dagens 10 primær- og caucus-valg fra Californien i vest til Massachusetts i øst og Georgia i syd. De to kandidater tordner løs imod Bushs økonomiske politik og kæmper indbyrdes om, hvem der føler den dybeste smerte over tabet af amerikanske arbejdspladser. Igen og igen fortæller Edwards, der er blevet multimillionær som advokat i erstatningssager, hvordan han i sin egen hjemby oplevede konsekvenserne, da tekstilfabrikken, hvor hans far arbejdede, lukkede. Bush-regimet Favoritten Kerry - som ikke alene selv er velhavende, men også gift med den stenrige Teresa Heinz - fortæller på hvert eneste valgmøde, hvordan han på sin valgturne har mødt ofre for »Bushs økonomiske politik«, og de har »rørt min samvittighed og mit hjerte. Jeg vil aldrig glemme dem. Jeg bliver en præsident, som kæmper for arbejderne«. Begge kandidater siger, at de er modstandere af protektionisme og går ind for frihandel, selv om de næsten får det til at lyde, som om frihandel er umoralsk og upatriotisk. De kræver begge en gennemgang af samtlige frihandelsaftaler, og for fremtiden skal sådanne aftaler skabe arbejdspladser i USA. De to vil ved hjælp af skattelettelser lokke amerikanske firmaer til at blive hjemme og skabe nye job. Et styrtløb mod bunden Matt Kopach er 50 år og arbejdsløs murer i byen Schenectady nord for Albany. For ham er frihandelsaftaler »blot et styrtløb mod bunden med lavere lønninger, ringere arbejdsvilkår og -miljø. Hvis vi ikke får gjort noget ved frihandelsaftalerne, vil mange flere ende som slavearbejdere i fremtiden. Vi er konkurrencedygtige i USA. De fleste af vores problemer skyldes det arbejderfjendtlige regime«. »Jeg er stærkt utilfreds med det republikanske regime. For mig er Bush-regeringens medlemmer rene kriminelle og må stoppes. Regeringen er det værste, jeg har oplevet i min livstid. Bushs skattelettelser er kun for de rige og en fornærmelse mod os andre«. Kopach fortæller Politiken, at han blev fyret i november, men det skyldes hovedsagelig vejret, og han forventer at komme i arbejde igen til foråret. Han har en husleje, der svarer til 3.000 kroner om måneden, og må klare sig for 2.370 kroner i understøttelse per uge. Han klarer sig, fordi han er fraskilt, og hans voksne datter i New Yorks City forsørger sig selv. For mange kolleger med kone og små børn er det hårde tider. Flere har endog mistet deres sygesikring. Må være forsigtig med pengene »Men jeg må være forsigtig med pengene. Der er ikke råd til at skeje ud, og de kolde vintre er dyre i varmepenge. For at få noget af det offentlige skal man nærmest være halvdød«. »Selv kontorfolk og funtionærer begynder at blive bekymrede. Arbejdsgiverne kan lige så let tage et hightechjob og give det til en 3.000 miles væk, som de kan eksportere almindelige arbejderes job«, siger Matt Kopach. Dan Hart er en af de funktionærer, som pludselig befandt sig uden arbejde i slutningen af 2003: »Jeg var afdelingsleder i en bank her i Albany i 20 år, da banken blev ramt af nedskæringer og rationaliseringer. Det gik ud over mig«. I en alder af 57 år er det ikke nemt for Hart at finde nyt arbejde, men »jeg betragter det her som en udfordring og mulighed for at få et bedre job. Foreløbig er det ikke gået ud over min kones og min livsstil. Hun er selvstændig«. Hart virker ikke helt sikker på fremtidsmulighederne på det One Stop Center i Albany, hvor han kommer for at få hjælp til at finde og kvalificere sig til et nyt arbejde. One Stop er skabt af myndighederne for at bringe arbejdsløse ud på arbejdsmarkedet igen. Hart deltager ikke i dagens demokratiske primærvalg, og det er der en helt bestemt årsag til: »Jeg er republikaner og mener bestemt ikke, at præsidenten er skyld i min arbejdsløshedssituation. Det er ikke kun én persons skyld, men et sammenfald af faktorer«. Bush eksporterer job John Bulgard leder transportarbejdernes fagforening Teamsters i Albany. Han er ikke modstander af frihandelsaftaler som NAFTA (North American Free Trade Agreement), men de må indeholde elementer, som sikrer hans folk. »Vi er hårdt ramt af arbejdsløshed i den øvre del af New York. Vi forstår godt den globaliserede økonomi og vil ikke af med den, men arbejdere i eksempelvis Mexico må sikres akkurat som amerikanske. I øjeblikket står fabrikshaller tomme i grænsestaterne New Mexico og Arizona, fordi arbejdspladserne er eksporteret syd for grænsen. For fremtiden må arbejdernes løn- og arbejdsforhold sikres i frihandelsaftalerne«, siger Bulgard til Politiken. Ed Aspinall fra det amerikanske LO, AFL-CIO (American Federation of Labor Congress of Industrial Organizations), er heller ikke imod fri handel, men siger, at eksporten af amerikanske arbejdspladser er eksploderet i de seneste år. »Arbejdsgiverne kan fyre enkelte arbejdere fra dag til dag. Hvis arbejderne er medlem af en fagforening, forsøger vi at hjælpe dem i arbejde igen hurtigst muligt, og de kan få understøttelse i 26 uger - op mod 50 procent af lønnen. Vi fik gennemført en yderligere forlængelse på 13 uger, men den fik Bush fjernet. Måske genindfører han den, fordi det er valgår. Efter 26 uger er der ikke mere støtte at hente, hvis man ikke kan komme på bistandshjælp. Mange står også uden sygeforsikring. 40 millioner amerikanere er ikke sikret, hvis de bliver ramt af sygdom«, siger Aspinall. Varsel på 60 dage før massefyringer Aspinall fortæller, at ved massefyringer får arbejderne et varsel på 60 dage inden lukningen af virksomheden. Han siger, at det officielle arbejdsløshedstal på syv procent slet ikke holder, men at tallet nærmere er det dobbelte, fordi folk ryger ud af statistikken, når de ikke længere modtager understøttelse. Det har skabt et undergrundssamfund, hvor enlige mødre eksempelvis søger at klare sig som babysittere uden at svare skat og ved hjælp af madkuponer fra bistandskontoret »Bush giver kun lidt hjælp til staten New York, fordi den ikke er i hans lomme. Derimod støtter han Pennsylvania, fordi det er en såkaldt svingstat, hvor han måske kan vinde ved præsidentvalget i november. Det vigtigste for fagforeningerne er at slippe af med Bush«, siger Aspinall. »Hr. præsident« Heri er den 39-årige arbejdsløse elektriker Eric Landau fra Schenectady fuldstændig enig. For fem måneder siden blev han fyret sammen med næsten 300 andre. Om to uger fylder Eric Landau 40, og fjorten dage senere kan han ikke længere få understøttelse. Det kan godt skræmme den store arbejder lidt, selv om han som ungkarl klarer sig bedre end kolleger med familie. I øjeblikket får han 2.430 kroner om måneden i understøttelse, og det kan han godt leve for og betale sine afdrag på huset med, men om en måned bliver situationen kritisk. »Kerry må til. Han vil være mere positiv over for fagforeningerne og arbejderklassen. Jeg stoler ikke på Bush og hans regering. Alt, hvad den fyr foretager sig, er vendt imod os arbejdere. Bush arbejder kun for de rige og store firmaer som Halliburton«. En halv time senere nikker Eric Landau bekræftende og klapper voldsomt, da John Kerrys partifælle og gode ven, Det Demokratiske Partis levende legende Edward Kennedy på et valgmøde i fagbevægelsens Labor Temple i Albany sender følgende budskab til Det Hvide Hus: »Hr. præsident! Alle, der arbejder 40 timer om ugen 52 uger om året, skal ikke leve i fattigdom. Og det ved John Kerry«.