USA har sendt en gruppe soldater til Haiti for at sikre ambassaden og overvejer ifølge udenrigsminister Colin Powell, hvordan det internationale samfund kan mægle i konflikten mellem ledelse og oprørere. Organisationen af Amerikanske Stater arbejder sammen med Frankrig på et mæglingsforslag til oprørerne og præsident Jean Bertrand-Aristide. Powell oplyser ingen detaljer om planen, men støtter ikke længere ubetinget præsidenten. En vej ud af krisen »Jeg tror, at hvis parterne accepterer planen og handler efter den, så kan vi finde en politisk løsning på krisen i Haiti«, siger Colin Powell. Den amerikanske regering opfordrer USA's statsborgere, der befinder sig i Haiti, til at forlade landet øjeblikkeligt. Samtidig fortsætter oprøret i Haiti. Haitianske oprørere har angrebet en politistation i grænsebyen Ouanaminthe. De har sat ild til stationen og sendt betjentene på flugt. Den væbnede opstand i Haiti har krævet 55 dødsofre i løbet af lidt over to uger. Krav om præsidentens afgang Oprørerne i Haiti kræver, at præsident Jean-Bertrand Aristide går af. De beskylder ham for at have snydt sig til magten ved valget i 2000 og anser ham for korrupt. Også den politiske opposition i Haiti opfordrer præsidenten til at gå af. Præsident Aristide nægter at gå af. Han siger, at han bliver de sidste to år af sin valgperiode. Opstanden begyndte 5. februar, hvor oprørerne indtog byen Gonaives. De kontrollerer nu flere end ti byer, deraf flere centrale. Nabolandet Den Dominikanske Republik har lukket grænsen af frygt for, at urolighederne spreder sig. Haitis ledelse har bedt det internationale samfund om hjælp til at løse konflikten. Haitis tidligere kolonimagt, Frankrig, overvejer i øjeblikket, hvordan en international fredsstyrke kan sendes til landet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























