Osama bin Laden sagde engang under et besøg i Darfur-regionen i Sudan, at områdets frugtbare jord er »alt for god til afrikanere«. For Abubaker Osman Alis ører var dette blot et af mange eksempler på rabiat tale fra arabere og fra Sudans islamiske regering, som han beskylder for at bombe og brænde det afrikanske flertal ud af Darfurs landsbyer. Oprør fortsætter Ali er onkel til Abdel Wahed Mohamed Nour, leder af Darfurs oprørsbevægelse SLA, som Sudans præsident Omar Al Bashir forleden erklærede for nedkæmpet. SLA er løst allieret med den langt større og ældre oprørsgruppe SPLA. Men det passer ikke, at SLA er slået, siger Ali, der kalder sig selv en af gruppens fædre. Siddende på en seng i en støvet forstad til hovedstaden Khartoum citerer han det seneste døgns kamprapporter fra det fjerntliggende Darfur: Efter hærens angreb på landsbyen Tirgia har oprørerne nedbrændt politistationen og militærforlægningen og arresteret 19 politifolk. I landsbyen Tululu har et slag raset til den lyse morgen. Fredstilbud Det er alt sammen umuligt at få bekræftet af uafhængige kilder. Da den lokale guvernør forleden i et direkte telefoninterview i Sudans tv-avis forsikrede, at hæren havde alt under kontrol, blev han brat afbrudt af skudsalver i baggrunden. Derfor var det ikke præsidentens påstand om sejr over oprørerne, men hans løfter om amnesti og et tilbud om en fredskonference, der var det mest interessante i hans tale forleden. Nogle iagttagere betragter det som regeringens ærlige forsøg på at få afsluttet sammenstødene i Darfur, før den om få dage genoptager fredsforhandlinger i Sudans største konflikt, 21 års borgerkrig mod syd. Men Ali fejer præsidentens tilbud af bordet: »Han lyver og er kun ude på at slippe fri af internationalt pres. Alle de revolutionære styrker (oprørerne, red.) er i god form og vil fortsætte kampen«, siger han og tilføjer et sudansk ordsprog: »Han (præsidenten, red.) forsøger at løbe fra regnen, efter den allerede er faldet«. Oprørerne vil kun forhandle under international ledelse. Men regeringen afviste forleden et tilbud fra Centret for Humanitær Dialog i Genève om mægling i konflikten. Kampene i Darfur bygger på et gammelt opgør mellem områdets afrikanske flertal og arabiske mindretal om vand, jord og græsning til kvæg. Opgøret røg ifølge Ali op i et højere gear som led i den islamiske regerings politik om at fremme arabiske interesser. Militser Regeringen har siden bevæbnet områdets militser. Og Alis uforsonlighed bygger på personlige oplevelser med deres fremfærd. Han fortæller blandt andet om en mor, der blev stukket ihjel, mens hendes nyfødte tvillinger blev druknet i det vand, der var kogt før fødslen. FN har den seneste måned talt 600.000 internt fordrevne fra kampene. Yderligere mindst 95.000 har krydset grænsen til nabolandet Tchad, hvor nødhjælpsorganisationer kæmper deres egen kamp for at forhindre en humanitær katastrofe.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00




























