Afrika rykker tættere på Europa, hvad transporttid angår, hvis Spaniens og Marokkos tanker om en togtunnel under Gibraltarstrædet bliver til en realitet. Og det er der noget, der tyder på. Samtidig med at den illegale immigration sætter rekord, har de to lande fundet skitserne til en fast forbindelse under strædet frem igen. Dyre planer De har ligget i skuffen i snart et kvart århundrede. I 1980'erne og 1990'erne har planerne med jævne mellemrum været oppe på bordet. Men de blev hver gang gemt væk igen. Dels på grund af de enorme anlægsomkostninger. Dels fordi Marokko efter Spaniens og det øvrige EU's mening har gjort alt for lidt for at bremse den illegale trafik med immigranter og hash. Marokkansk kamp mod mafiabander For nylig besluttede den marokkanske regering imidlertid at oprette et statssekretariat under indenrigsministeriet, der skal bekæmpe de mafiabander, der tjener tykt på at sende immigranter over Gibraltarstrædet eller over Atlanterhavet til De Kanariske Øer i synkefærdige småbåde. En trafik, der ifølge den største marokkanske indvandrerorganisation i Spanien, ATIME, har kostet omkring 4.000 mennesker livet siden 1997. Officielt er der dog 'kun' tale om ca. 1.000 druknede. Spansk opblødning Marokkos ændrede kurs over for udvandringen førte til konkrete resultater ved det spansk-marokkanske topmøde forleden. Foruden et spansk løfte om flere investeringer og nye milliardkreditter til Marokko, enedes de to lande også om at bevogte Gibraltarstrædet i fællesskab og forsøge at forhindre, at immigrantbådene sejler ud fra Nordmarokko. Det bedre forhold mellem de to kongeriger har fået Spanien til at hente planerne om den faste forbindelse frem igen. Godt 38 km tunnel Søndag udsendte det spanske transportministerium en kort meddelelse om, at de to lande er enedes om inden slutningen af 2006 at udarbejde konkrete planer for anlægget af en dobbelt togtunnel på i alt 38,7 km, hvoraf næsten 28 km skal ligge under havet. Det mest nærliggende ville være at lave forbindelsen på det sted, hvor der kun er 14 km mellem kysterne. Men her er strædet ned til 850 meter dybt, og det vil medføre en alt for stor hældning på tunnelrøret. I stedet skal den lægges på den såkaldte Umbralrute, som kun er 300 meter dyb, men til gengæld dobbelt så lang. Samme type som kanaltunnelen Tunnelen bliver af samme længde og samme type som Kanaltunnelen mellem Frankrig og England, som immigranter ofte forsøger at vandre igennem. Det vil sikkert også ske, når tunnelen mellem Spanien og Marokko bliver færdig. I det seneste år er strømmen af illegale immigranter taget til. Det spanske halvmilitære politikorps, Guardia Civil, har anholdt næsten 18.000 immigranter, da de forsøgte at sejle over strædet eller over Atlanterhavet til De Kanariske Øer.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme
Debatindlæg af Jacob Birkler



























