I dagens USA kan det koste dyrt at fortælle sine klassekammerater alt for intime detaljer om sine forældre. Syvårige Marcus McLaurin blev straffet af skolen, fordi han forklarede en kammerat, at han i stedet for en mor og far har to mødre og beskrev, hvad ordet »homo« betyder. Marcus' klasse stod 11. november på rad og række parat til at holde frikvarter på Ernest Gallet Elementary School i Youngsville i staten Louisiana, da hans sidemand spurgte ham om hans mor og far. Marcus svarede, at han havde to mødre og ikke en mor og far. Sidemanden ønskede at vide, hvordan det kunne være, og Marcus forklarede, at det skyldtes, at hans mor er »homo«. Det videbegærlige barn forsatte med at spørge og ville vide, hvad ordet »homo« betød. Uden tøven svarede Marcus, at »homo er, når en pige kan lide en anden pige«. Grimt ord Helt uskyldigt og naturligt vil de fleste mene, men den opfattelse deler Marcus' klasselærerinde, Terry Bethea, ikke. Ifølge dokumenter fra skolen, som lokalavisen Lafayette Daily Advertiser har fået fat på, vil Bethea ikke høre den slags sprogbrug i sit klasseværelse. Bethea skældte Marcus ud, mens klassekammeraterne hørte på og sagde, at »homo« er et grimt ord, som han ikke skal bruge i skolen. Derefter sendte hun ham op til skoleinspektøren. Skolens ledelse deler tilsyneladende Betheas holdning, for viceinspektør Nicholas Thomas besluttede, at Marcus skulle sidde efter en time på skolens 'behaviour clinic'. Tidligt om morgenen klokken 6,45 mødte Marcus op på skolens klinik for bedre opførsel, hvor han igen og igen blev sat til at skrive: »Jeg vil aldrig sige ordet {rdquo}homo{rdquo} igen i skolen«. Måtte underskrive elevkontrakt Da svederen var overstået, skulle Marcus ifølge borgerretsorganisationen ACLU (American Civil Liberties Union), som overvejer at lægge sag an mod skolen for at begrænse Marcus' forfatningsmæssige talefrihed, underskrive en såkaldt 'Elevkontrakt for Opførsel'. Heri skrev Marcus: »Jeg sae grimme or (I sed bad wurds)«. Sharon Huff, Marcus' biologiske mor, og hendes partner, Heather Manley, er stærkt chokerede over episoden. Huff fortæller til avisen New York Times, at viceinspektøren ringede hjem til hende og fortalte, at Marcus havde problemer, fordi han anvendte »sjofelt sprogbrug«. Ordene var af en sådan karakter, sagde viceinspektøren, at han ikke ville gentage dem over telefonen, fordi de var så modbydelige. Derfor ville Marcus komme hjem med en seddel. »Jeg forestillede mig det værste, men da Marcus kom hjem med sedlen, stod der blot, at han havde fortalt et andet barn, at jeg var homo, og forklaret, hvad homo betød«, siger Sharon Huff. Manley tilføjer, at Marcus hidtil aldrig har haft problemer med at have to mødre, men nu virker mere tilbagetrukket. Skoledistriktet i Lafayette sætter spørgsmålstegn ved forløbet i sagen, men vil indlede en undersøgelse. Morgenluft I bladet The Advocate for bøsser og lesbiske fastslår borgerretsforkæmpere, at lesbiske og bøsseforældres børn »har samme ret til at tale om deres familier som alle andre børn«. Men under den konservative præsident George W. Bush har USA's højrefløj for alvor vejret morgenluft, når det gælder om at begrænse bøssers og lesbiskes rettigheder. I staten Massachusetts har homoseksuelle ganske vist fået lov til at indgå ægteskab, men beslutningen er appelleret til Højesteret, og højrefløjen håber, at Bushs Republikanske Parti får indføjet i forfatningen, at ægteskab kun kan indgås mellem en mand og en kvinde.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Michael Jarlner
Debatindlæg af Trine Ring




























